Interview

Tillykke til Kirsten Sonne Harild - 50 år

Kirsten Sonne Harild

1. Hvor mange bøger har du skrevet?

Jeg har skrevet 52 bøger. Den første udkom i maj 2003, så det gik rigtig stærkt, da jeg først kom i gang.

2. Jeg er ikke rigtig til hestebøger, men elsker bøger om hunde, er der nogle hunde med i nogle af dine bøger eller måske kommende bøger? Er Cornelius Krut-serien også noget at læse for drenge? Hvis ja, så vil jeg kigge efter den på skolens bibliotek her efter ferien.

Ja, der er faktisk en hund med i mine første tre bøger, trilogien om Den hemmelige by. Det er en stor sort hund ved navn Hannibal, og det er godt, den er med, for de underjordiske er bange for hunde. Jeg er også selv meget glad for hunde, havde selv hund hele min barndom. Blandt andet en meget stor Sankt Bernhardhund ved navn Trunte.
Cornelius Krut har rigtig mange drengelæsere. Hovedpersonen og fortælleren er jo selv en dreng. Han er 11 år og har en mærkelig evne til at falde over mystiske sager.

3. Hvordan fik du ideen til at skrive Pjok og Petrine bøgerne?.

Jeg bruger rigtig mange af mine egne oplevelser, når jeg skriver. Jeg er jo selv hestepige, og da jeg havde skrevet Pony & Co., som er for de lidt større piger, kom mit forlag og spurgte om jeg ikke kunne tænke mig at lave en serie mere om den første tid som hestepige. Der skulle være tegninger i og den skulle være nem at læse for de lidt yngre læsere. Jeg brugte endnu engang en oplevelse fra min egen barndom som inspiration. Jeg var engang meget tæt på at vinde en sort shetlandspony i et stort dyrskuelotteri på Bornholm. Dem, der vandt, havde købt loddet lige efter mig. Det var ikke til at bære. Jeg tænkte at Petrine skulle have lov til at vinde sin pony i et lignende lotteri. Der er så bare det lille problem, at Petrine slet ikke fra starten er hestepige. Men det bliver hun, da hun bliver gode venner med Pjok.

4. Hvor lang tid har du skrevet bøger? jeg synes det er vildt fantastisk hvordan man kan leve sig ind i bøger, og jeg lever mig virkelig meget ind i dine bøger:-)

Ja, bøger rummer de vildeste, fedeste universer, som man kan flytte ind i med sit hjerte og sin fantasi. Og jeg har altid elsket at læse. Mit job, før jeg blev forfatter, var at læse og vælge bøger for Gyldendals Bogklubber. Jeg var virkelig glad for mit job, og jeg tænkte slet ikke, at jeg skulle være forfatter. Faktisk var jeg 39 år, før det faldt mig ind, at nu skulle jeg skrive bøgerne selv. Jeg var syg i efteråret 2001 og skulle være hjemme fra mit arbejde i længere tid. Jeg blev lidt træt af at sidde i sofaen og kigge på tv og gik så i gang med at skrive Den hemmelige by. Jeg blev så glad for det, at jeg besluttede mig for, at det var det, jeg ville.

5. Hvilken af dine bøger kan du bedst lide?

Det er faktisk altid den sidste. Den jeg har tættest på mit hjerte og mine tanker

6. Hvem er dit idol?

Jeg har nogle stykker. Astrid Lindgren og Selma Lagerlöf er to af dem.

7. Kender du andre forfatter end dig selv?

Ja, jeg kender rigtig mange. Både fra min tid som bogklubredaktør, men også især fra tiden efter at jeg selv er begyndt at skrive. Vi mødes nogle gange på landevejen, hvis vi er på foredragsturne samtidig, og vi mødes til fester på forlagene. Vi snakker også om livet som forfattere og udveksler tanker om, hvordan det er at skrive børnebøger. Nogle gange bliver man rigtig gode venner og finder ud af, at man har rigtig meget tilfælles. Fx har jeg lige skrevet en roman med en af mine forfattervenner, som også er gammel hestepige, og som hedder Anne-Marie Donslund. Den foregår på Island og udkommer her i år. Det har været rigtig sjovt at skrive. Vi begyndte samarbejdet med at rejse til Island og ride 200 kilometer sammen.

8. Er du gift, og har du nogle børn?

Nej, jeg er ikke gift. Men jeg har tre piger. Den ældste hedder Emilie og læser litteraturhistorie i Århus. Den mellemste hedder Tilde og går i gymnasiet og spiller teater i Eventyrteatret. Den yngste hedder Amanda. Hun går i 5. klasse og er meget glad for heste. Hende rider jeg sammen med på Christiania et par dage om ugen.

9. Jeg håber der kommer flere Cornelius Krut-bøger, de er mega gode. Gør der?

Det synes jeg også de er. Og de har været mega sjove at lave. Men jeg tror desværre ikke, der kommer flere lige nu, for de er meget dyre og meget langsomme at lave med alle de tegninger. Men der kommer helt sikkert nye projekter til de samme læsere fra Jan Solheim og mig.

10. Ser og læser du selv krimier?

Ja, jeg er meget glad for krimier. Jeg elsker i det hele taget gådefulde historier, hvor læseren skal løse mysterier. Jeg læser helst bøger, når jeg holder ferie fra skrivningen, for ellers er jeg bange for, at det blander sig for meget i det, jeg selv skriver. 
Men jeg ser hele tiden krimier i tv og får stadig hjertebanken, når der sker noget uhyggeligt, eller et mord lige er ved at blive opklaret. Jeg underviser også selv i krimier. Fx skal jeg igen i år undervise et hold på 15 børn og unge i at skrive på Krimimessen i Horsens.

11. Har du altid gerne villet være forfatter? Hvad er det bedste råd du kan give, hvis man gerne vil være forfatter?

Nej, som sagt vidste jeg ikke, at jeg ville være forfatter før jeg var 39. Faktisk så havde jeg slet ikke lyst til det i mange år, fordi min mor skrev så meget, da jeg var barn. Det larmede helt vildt meget, fordi hun skrev på skrivemaskine, og det lugtede også, fordi hun røg cerutter samtidig. Jeg lavede mine historier i hovedet i stedet for og gik og red ud og oplevede vilde ting i den bornholmske natur i stedet for.
Hvis man gerne vil være forfatter handler det først og fremmest meget om at holde fantasien i gang. Måske kan man have en lille notesbog i lommen, så man altid kan skrive tanker og mærkelige oplevelser ned. Og så skal man skrive med hjertet – altså elske det, man skriver. Så skaber man de bedste og mest levende personer. Helte såvel som skurke.
Desuden kan man også holde øje med tilbud fra fx biblioteker om der er skrivekurser på vej. Det kan være rigtig fedt og inspirerende at få lidt undervisning af en forfatter og møde andre på sin egen alder, der også elsker at skrive.

 12. Har du et job ud over at være forfatter?? ps: er vild med pony og co bøgerne!!

Det er dejligt at høre. Jeg er også stadig meget glad for Pony & Co. De er stadig i mit hoved og mit hjerte.
Nej, jeg er forfatter på fuldtid. Men jeg tager rigtig meget ud og holder foredrag og laver skrivekurser. Fx er jeg i gang med et gyserkursus i to 5. klasser for tiden, og senere skal jeg som sagt lave krimikursus i Horsens, og jeg skal i april helt til Ålborg for at deltage med oplæsning i en litteraturfestival, der hedder Ordkraft. Det er vigtigt for mig at have den slags job ved siden af, for det er jo der man møder sine læsere.

Interview med Peter Gotthardt - manden bag Elverdronningens riddere

Peter Gotthardt

Hvor mange bøger har du skrevet?

Jeg har skrevet 85 bøger, og der er et par stykker mere på vej. En del af dem er billedbøger. Med dem går det jo lettere, fordi tegneren laver det halve arbejde.

Kommer der snart en ny bog i serien Det fortryllede slot?

Der kommer ikke flere bøger end de tolv, der findes. Desværre. Men den nye serie ’Den magiske falk’ er en slags afløser. Den handler om de tre børn Monika, Sigurd og Sandra. De flyver på eventyr med en prins, der kan forvandle sig til en falk.

Har du skrevet en bog om piger?

Jeg har skrevet flere. Serien om ’Det fortryllede slot’ handler om tre piger, der har en hemmelig klub. ’Una og enhjørningen’ handler om en pige, der bliver ven med en enhjørning. Mette i ’Heksefuglen’ og Katrine i ’Varulven venter i mørket’ er hovedpersoner i de to gysere. Og i serien ’Elverdronningens børn’ er det elverpigen Følfod, der skal føre sine venner på en farlig rejse til deres hjem.

Hvilken af dine bøger kan du allerbedst lide?

Jeg kan bedst lide den bog, som jeg lige er blevet færdig med, fordi den optager mig mest. Så det skifter hele tiden. Men ’Una og enhjørningen’ er nok den bog, jeg synes bedst om i det lange løb.

Hvordan får du inspiration til dine bøger?

Jeg læser mange historier og ser tv-serier for at få idéer. Når jeg læser en historie, jeg godt kan lide, får jeg lyst til at lave noget, der minder om den. Men jeg laver meget om på historien og blander den med flere andre idéer. Til sidst ender det med at blive en ny historie, som er min.

Er det sjovt at skrive bøger?

Det er rigtigt sjovt. Det er spændende at få en idé og arbejde med den, til det bliver en færdig bog. Det er også et stort arbejde. Når jeg skriver på en historie, må jeg tit lave om på den flere gange og skrive noget nyt, indtil det bliver, som det skal være.

Hvad laver du, når du ikke skriver?

Jeg køber ind, vasker op, snakker med min kone, leger med katten og alt sådan noget. Og så går eller cykler jeg tit en lang tur. Det er både fritid og arbejde. Jeg kigger på fugle og svampe og hvad der ellers er. Men jeg får også tit nogle gode idéer, som jeg kan arbejde videre med, når jeg kommer hjem.

Hvad lavede du, da du var lille?

Det samme som andre børn. Jeg gik i skole, legede med mine kammerater, besøgte mine bedsteforældre. Mine forældre tog mig med i skoven og på museum og andre steder, hvor man kan se noget, man ikke kender i forvejen. Og så læste jeg meget, både romaner og bøger om natur og teknik og historie. Det lærte jeg meget af, som jeg stadig kan bruge til mine bøger.

Hvordan er det at være forfatter?

Det er et spændende job. Man skal samarbejde med tegneren og med det forlag, der udgiver bøgerne. (Det vil sige at forlaget sørger for at få dem trykt og solgt). Hvis jeg for eksempel har aftalt med forlaget, at der skal komme tre bøger om året i en serie, så skal jeg sørge for at få dem skrevet og afleveret til tiden. Bøgerne skal kigges grundigt igennem for fejl, inden de bliver trykt. Og når de omsider er færdige, håber jeg selvfølgelig, at nogen vil læse dem og synes godt om dem!

Mød Mette Finderup

Hvordan fandt du på jul i Valhal, og hvorfor kom den til at hedde det?

Puha. Det er så længe siden, jeg knapt kan huske det. For det
første var jeg jo ikke alene om det. Jeg lavede idegrundlaget til Jul i Valhal sammen med Merlin P. Mann og Lene Kaaberbøl. Jeg kan huske, at Jul i Valhal faktisk først var vores tredje ide. Der var altså to andre kalenderideer, som vi skrottede, før vi fandt på den her (og den ene af dem synes jeg faktisk var bedre end Jul i Valhal). Det endte med, at vi ikke havde tid til at skrive selve kalenderen, fordi tv-selskabet var blevet ved med at trække den endelige beslutning.
Derfor solgte vi til sidst ideen til tv-selskabet, og det var så nogle andre forfattere, der gjorde historien færdig (og ændrede ret meget i vores oprindelige ideudkast). Jeg tror faktisk også, det var dem, der valgte titlen Jul I Valhal. Som jeg husker det, var vores arbejdstitel "Lokes Høj".

Hvornår kommer der en ny Emmy bog?

Jeg ville egentlig sige 'for to dage siden', men den nye Emmy-bog, der hedder 'Konfirmationshys? Hvem mig??' måtte kaldes tilbage og trykkes om, fordi trykkeriet havde lavet en fejl og spejlvendt Emmys navn på ryggen af bogen, og det opdagede vi først, da vi stod med den færdige bog i hånden. Forlaget
lover dog, at bogen når at blive genoptrykt og komme ud inden jul.

Hvordan får du idéer til dine bøger? Og hvor længe er du egentlig om at skrive en bog?

Jeg får mine ideer alle vegne fra og hele tiden. Min hjerne er som en svamp, der suger til sig, bare jeg går ned og henter min søn i børnehaven, og jeg ved allerede nu, hvad mine næste 6-7 bøger skal handle om. Det er meget forskelligt, hvor lang tid, det tager og skrive en bog. Både fordi de har forskellig længde, men også fordi, det er forskelligt, hvor komplekse de er - altså hvor mange forskellige tråde, jeg skal rede ud undervejs. Jeg skriver jo også en bog igennem mange, mange gange, før jeg er helt færdig og tilfreds med den. Men en god tommelfingerregel på en pænt tyk bog på 80.000 - til
100.000 ord (min fantasyroman "Dødsgudens Løgne' er ret præcis på 100.000 ord, hvis du skal have noget at sammenligne med) er, at den
tager et år at skrive.

Bestemmer du selv hvem der skal illustrere dine bøger?

Jeg er med til at bestemme tegnerne sammen med redaktørerne på forlaget. Det er både vigtigt, det er en, der har en stil, der passer til bogen, men også at det er en, der har lyst til at tegne til lige præcis den her bog. Det tror jeg nemlig på, man et stykke af vejen kan se i det færdige resultat.

Har du nogen gode råd, hvis man gerne vil være forfatter? Jeg
elsker at skrive, men når jeg er kommet i gang kan jeg ikke slutte historien igen. Hvad gør du, for at komme videre, hvis du går i stå midt i en bog?

Det her er egentlig to forskellige spørgsmål. Mit bedste
generelle råd til jer, der gerne vil skrive er: Sørg for at få så
spændende et liv som overhovedet muligt. Selv om vi skriver fantasy eller andre urealistiske ting, skriver vi stadig på baggrund af de oplevelser og følelser, vi har i vores virkelige liv. Hvis vi er alt for meget vanedyr, der hver eneste dag går den samme vej, og hver eneste uge, bliver ved med kun at gå til håndbold, så har vi ikke noget særlig stort grundlag at skrive fra. Prøv noget nyt: Gå til fægtning eller skydning eller gå en omvej hjem fra skole en gang om ugen og udforsk din by. Køb en egyptisk kogebog og lav noget mærkeligt mad. Dans til en cd, du overhovedet ikke kender. Det bliver du alt sammen en bedre forfatter af. Og så er der det med slutningen: Jeg kunne aldrig drømme om at starte på at skrive en bog uden at kende
slutningen. Det er jo fuldstændig spild af tid, hvis man når at skrive 200 sider, før det går op for en, at man er nødt til at skrotte historien, fordi man ikke kan finde på de sidste kapitler. Det er løsningen: Kend din slutning, før du går i gang!

Hvornår syntes du selv, du kunne kalde dig forfatter og hvorfor?

Jeg følte mig først som rigtig forfatter, da jeg kunne leve af at skrive bøger og af at holde foredrag om at skrive bøger. Jeg syntes for eksempel, det var snyd at kalde sig forfatter, da jeg havde skrevet fire bøger, men egentlig tjente mine penge på at redigere aviser. Og det er egentligt lidt underligt, for jeg har det overhovedet ikke på samme måde med mine kolleger. Der er flere af dem, der arbejder som lærere og kun har udgivet 3 bøger, og som jeg alligevel tænker på som forfattere. Jeg dømmer åbenbart mig selv hårdere, end jeg dømmer andre. Det er lidt dumt, hva'?

Hvad var din drøm som barn?

Du mener ud over at jeg virkelig håbede på, at min far pludselig holdt op med at opføre sig som en idiot? Jeg
er ikke sikker på, jeg helt forstår spørgsmålet. Måske har jeg i virkeligheden besvaret det længere nede i punkt 9?

Har du nogensinde været så nervøs over, at nogen skulle læse din historie, at du ikke sendte den ind?

Nej, aldrig. Jeg ved, mit håndværk er i orden, så selvom de måske ikke kan lide min bog, er jeg ret sikker på, der ikke er nogen, der sidder og fniser og peger fingre af det, jeg har skrevet inde på forlagene ;-)Jeg ved også, at smag er meget forskelligt, og der er ingen forfattere, som ALLE bare elsker at
læse. Det er vilkårene.

Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter?

Jeg har altid vidst, at jeg ville have et et eller andet arbejde, der handlede om gode historier. Jeg var sådan et barn, der altid sad og læste: Bag på corn flakes-pakken om morgenen, i sofaen om eftermiddagen, i min seng om aftenen. Men da jeg var barn vaklede jeg mellem at ville være dansklærer, forfatter og bibliotekar. Der gik rigtig mange år, hvor jeg som voksen bl.a. arbejdede som journalist, før jeg fik taget mig sammen til at skrive min første bog, men det er en helt anden historie.

Hvilke bøger kan du bedst selv lide at læse?

Store dramatisk fortællinger. Sådan nogle, hvor personerne tager vigtige valg, og hvor skæbner står og falder med det, personerne vælger. Jeg holder bl.a. derfor meget af både den gotiske litteratur og fantasy. Jeg læser også rigtig meget børne- og ungdomslitteratur. Jeg synes, det er vigtigt, at jeg ved noget om, hvad mine læsere ellers læser. Jeg vil også meget gerne have læst nogle af mine danske forfatterkollegers bøger, når jeg møder dem rundt om i Danmark til bogmesser og den slags, men det er svært at nå det hele.

Mød Jørn Jensen

Jeg elskede din serie om Koldt blod. Da jeg var mindre, dystede en ven og mig om, hvem der havde læst flest "Koldt blods" bøger! Hvordan kom du på alle disse spændende historier? Ser du dig selv som en af personerne?
Jeg er meget glad for at høre, at så mange synes om Koldt blod. Serien blev lavet for dem, der synes at det var for besværligt at komme igennem tykke og svære krimier. 
Inspirationen til bøgerne får jeg meget ofte fra noget, der er sket i virkeligheden – og så digter jeg selvfølelig noget mere til.
Det er krimier for børn, så jeg ser ikke mig selv som en af hovedpersonerne.
Hovedpersonerne er Tobias, Simone og Oliver. Jeg synes, at det er vigtigt, at Simone er med, så også pigerne vil læse bøgerne. Og så gør det nok ikke noget, at hun er en smule ældre end drengene og vist også lidt klogere

Kan du lave koldt blod lidt sværere/længere? Jeg elsker dem, men når man skal have en lidt sværere læse- kategori vil man i virkeligheden hellere stadig læse Koldt blod.
Jeg bliver desværre nødt til at skuffe dem, der gerne vil have at Koldt blod skal gøres længere og sværere. Alle bøgerne i serien har omkring 9.500 ord med en lix på cirka 17 og på max 70 sider.
Det vil jeg ikke ændre ved, for det skal være sådan, at kan man læse én af bøgerne, så kan man læse dem alle.
Jeg ved, at mange har brug for at læse nogle flere sider for at få læsetræning. Derfor har jeg lavet en serie på fem bøger, der er både længere og sværere.
Serien hedder Hævnens labyrint, og titlerne er: Pigen der ville have hævn, Manden der skabte drømme. Drømmen der brast, Drengen der så rødt og Håbet der blev tændt. 
Der kommer ikke flere bøger i den serie, men jeg arbejder på en helt ny serie med samme længde og sværhedsgrad.

Har du haft skriveblokeringer? Og hvis ja, hvordan kom du af med dem?
Nogle gange går jeg i stå midt i at skrive en bog, ofte en Koldt blod. Så holder jeg en pause – skriver måske en Pallebog eller om Kasper og efter nogle dage, vender inspirationen tilbage. Det er vigtigt ikke at gå i panik.

Kan du selv lide at læse gysere?
Jeg læser rigtig mange fagbøger og krimier. For nogle år siden læste jeg tre krimier af en svensker, der hedder Stieg Larsson. I hans bøger er hovedpersonen en pige, der hedder Lisbeth Salander, og hun er meget speciel.
I Hævnens labyrint er hovedpersonen en pige på omring 12-13 år som minder meget om hende. Den anden hovedperson er en dreng, så drengene kan sagtens læse bøgerne. De minder meget om Koldt blod. Der er spænding og højt tempo.
Den mest uhyggelige bog, jeg har skrevet, hedder Død eller borte.

Hvad kunne du lide at lave, da du var barn?
Da jeg var dreng, var der ikke SFO’er eller andre fritidsordninger. Når jeg kom hjem fra skole, legede jeg med mine venner, og vi var tit ude ved en å og i en lille skov i nærheden af, hvor jeg boede. Jeg kunne godt lide at lege i naturen.

Har du selv spillet meget fodbold? Er du god?
Jeg spillede også fodbold på legepladsen men ikke i en klub. Da jeg blev lidt ældre gik jeg til atletik og blev ret god til sprint og længdespring. Da jeg var 19 år, blev jeg danmarksmester i længdespring i min aldersklasse.
Fodbold spillede jeg kun med vennerne på legepladsen. Det var dyrt at købe tøj og fodboldstøvler og spille i en klub, så det var der ikke råd til.
Min yngste søn Martin spillede fodbold, og han var rigtig god til det. Jeg har set de fleste af hans kampe og det var grunden til, at jeg begyndte at skrive serien om Kasper, der spiller fodbold.

Hvilken af dine mange forskellige serier kan du selv bedst lide?
Det er meget svært at sige, hvilken serie jeg bedst kan lide.  Koldt blod er jeg meget glad for at skrive. Det samme gælder for Kasperbøgerne og serien om Palle.
Det er let for mig at finde på emner til Pallebøgerne, for jeg ligner Palles far temmelig meget.

Hvordan får man tid til at skrive 357 bøger?
Jeg har skrevet i snart 25 år, og de sidste 10 år har jeg ikke bestilt andet end at skrive, så det bliver selvfølgelig til en del.
Min bog nummer 372 er netop udkommet. Det er en Kasperbog, og den hedder Kaspers målfinte.

Hvad gør du for at skrue en god, spændende historie sammen i et let sprog, der er nemt at læse?
Plottet til mine krimier får jeg tit fra aviser og tv. For nogle år siden læste jeg om nogle børn, der fandt våben og ammunition ude i en skov. Det inspirerede mig til at skrive De skjulte våben.

For at skabe spænding bruger jeg vekslende synsvinkler. Det betyder, at læserne ser handlingen fra forskellige vinkler. Det gør det spændende, at læserne ved mere end personerne i bogen, mens handlingen skrider frem.

Tænk bare på De forsvundne børn. Hvis Tobias og Simone havde snakket sammen om det, de hver især fandt ud af om Johan, så havde de hurtigt afsløret, at han slet ikke var blind.

Når jeg skriver, tænker jeg altid på at bruge korte ord og korte sætninger. Det gør historierne lette at læse.

Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter?
For mange år siden var jeg lærer og underviste i 1. til 4. klasse. Jeg syntes, at der dengang manglede bøger der var spændende og sjove og lette at læse. Derfor skrev jeg 10 små bøger på hver 16 sider. De hedder Bo og Annebøgerne, og var de første, jeg fik udgivet.
I dag er der mange, der skriver sjove og spændende bøger. Men jeg har tænkt mig at blive ved med at skrive.

Mød William og Athenas mor

Kit A. Rasmussen

1. Hvor mange år har du arbejdet med bøger?
Jeg har skrevet historier lige siden jeg lærte at skrive, så det løber op i en del år efterhånden, men jeg begyndte at arbejde mere professionelt med bøger i 2006, da jeg blev optaget på Center for Børnelitteraturs forfatterskole. I 2008 fik jeg desuden job i Børnenes Boghandel og i 2009 debuterede jeg med letlæsningsbogen Max og det mystiske museum. Siden da er jeg udkommet med fem bøger og jeg arbejder nu hos internetboghandlen SAXO.com.

 
2. Hvor lang tid tager det at lave/skrive en bog?
Til serien William & Athena bruger jeg ret meget tid på at researche, før jeg går i gang med at skrive. Bog 2: Gravens forbandelse skrev jeg på cirka et halvt år, efter jeg havde researchet og havde historiens plot på plads. Hvis jeg ikke havde et fuldtidsarbejde, ville jeg sikkert kunne skrive bøger noget hurtigere end jeg gør nu, men under alle omstændigheder tager det også noget tid at få historien til at falde ordentligt på plads i hovedet og jeg synes faktisk det er lidt hyggeligt at gå og nusse om en historie.
 

3. Hvor mange bøger har du lavet i hele dit liv?
Hvis vi kun taler om dem, der er blevet udgivet er svaret: fem bøger. Så har jeg desuden lavet bind 3 af William & Athena, men den udkommer først i 2012. Men det er selvfølgelig ikke alle de historier, jeg har skrevet, der er udkommet, og jeg har faktisk ikke tjek på, hvor mange jeg så har lavet, men vi er nok oppe på over det dobbelte. Derudover har jeg skrevet tonsvis af kortere tekster - jeg tror, man kunne fælde en halv regnskov, hvis man ville printe dem alle.

 
4. Hvor mange år var du da du lavede din første bog?
Min allerførste bog, som ikke er udkommet, skrev jeg sammen med nogle klassekammerater til et skoleprojekt, da jeg var omkring 11 år. Historien hed Heksen Ørfel og handlede om en temmelig sær heks, som fløj på en støvsuger frem for en kost og blev uvenner med de andre hekse i Hekseforeningen. Heldigvis havde hun sin gode ven Snøvledyret til at hjælpe med at få skovlen under en ond troldmand. Vi skrev teksten, lavede tegninger til og kopierede den til hele klassen.
Max og det mystiske museum var min debut som forfatter og den udkom da jeg var 27 år. Nu, som 29-årig er jeg så udkommet med mine første romaner, nemlig bøgerne om William & Athena, og jeg regner med at komme med mange flere romaner.

 
5. Hvad koster det at lave en bog?
Jeg ved faktisk ikke, hvad det koster, hvis vi taler om forlagets udgifter. De skal jo både betale forfatteren for manuskriptet, nogen for at lave forsiden og så skal bogen trykkes på et trykkeri. Derudover skal der måske laves noget reklame for bogen. Oveni kommer der sikkert løn til en korrekturlæser, til redaktøren og hvad ved jeg. Jeg tror ikke, det er nogen billig affære.
For mig som forfatter koster det teknisk set ikke andet end det papir, jeg skriver på, de kuglepenne, jeg skriver med og så selvfølgelig min tid. Jeg bruger ganske meget tid på at skrive og udtænke plots, men det gør jeg jo, fordi jeg synes, det er sjovt - det har ikke noget med penge at gøre.

 
6. Hvor mange gange har du prøvet at sende en bog ind til et forlag og fået afslag?
Forbavsende få gange. Jeg har hørt alle de mest gruopvækkende historier om forfattere, som i årevis har sendt bog efter bog til forlag, og er endt med så mange afslag, at de kunne tapetsere et helt hus med afslagene! Jeg var så heldig, at der blev udskrevet en konkurrence, mens jeg gik på forfatterskolen. Det var kun elever på skolen, der kunne deltage, og vi skulle skrive en letlæsningsbog til 4.-5. klasse. Gyldendal læste så alle vores manuskripter (vi var 12 elever, så det var vist nogenlunde overskueligt). De kunne så fortælle os, hvis der var noget, vi skulle arbejde på, og efter jeg havde gennemskrevet mit manuskript en gang mere, antog de Max og det mystiske museum. Det var en god måde, at komme ind i forlagsverdenen på.
Naturligvis har jeg sendt historier ind til forlag, og har fået afslag på dem. Jeg husker med gru en ungdomsroman, som havde den længste, mest kedelige start, men da jeg indsendte den for flere år siden, syntes jeg selvfølgelig, at hele historien var fantastisk. Så var der en billedbog om en rotte med usædvanligt meget luft i maven og en historie, som jeg godt kan mærke, at jeg ikke er helt færdig med, om en dreng hvis lillesøster forsvinder på et hospital. En dag får jeg forhåbentlig tid til at kigge på den igen og genskrive den, så historien bliver endnu skarpere. Faktisk gav redaktøren mig et par ideer at arbejde videre med, men pga. William & Athena har der desværre ikke været tid endnu.
 

7. Hvis du skulle vælge en anden forfatter og skrive en bog med, hvem skulle det så være?
Det, der er rigtig fedt ved at være forfatter er, at man bestemmer der hele selv. Jeg kan vælge, hvad der skal ske for mine hovedpersoner, og selvom andre kan komme med forslag, er det mig, der bestemmer i sidste ende. Sådan kan man jo ikke helt gøre, hvis man skriver sammen med en anden, men faktisk synes jeg det kan være rigtig rart, at få feedback fra andre og høre deres ideer, som måske er ting, jeg aldrig selv ville have fundet på.
Hvis der var helt frit valg på alle hylder ... puha, det er godt nok et svært spørgsmål, for der er så utrolig mange dygtige forfattere, som ville være interessante at samarbejde med af vidt forskellige årsager ...
Okay. Det er lidt snyd, men krimiforfatteren Richard Castle. Han er hovedperson i tv-serien Castle, hvor han følger kriminalbetjent Beckett og skriver bøger om deres oplevelser. Det kunne være fedt, at være en del af :) For ikke at tale om, at det ville være skægt at optræde i en tv-serie!
 

8. Hvor får du idéerne til dine bøger fra?
Alle steder! William & Athena foregår på forskellige historiske sites, og jeg er selvfølgelig blevet inspireret af mine egne rejser, men da også i høj grad af at have set Indiana Jones-filmene 43 millioner gange. Faktisk får jeg mange ideer fra at se tv og ved at læse bøger - både skønlitteratur og faglitteratur. Det kan være alt fra en bevægelse en af personerne laver, til en sætning de siger eller et sted de besøger. Og det er så fedt, når man bliver ramt af en ide, og tankerne begynder at boble op, som en gryde med kogende vand. Så skal jeg bare have fat i papir og kuglepen, så jeg kan skrive ned - somme tider kan jeg slet ikke notere hurtigt nok, for når jeg først får noteret noget, kommer den næste ide flyvende, og jeg vil jo helst ikke glemme noget genialt.
Jeg var på en rundrejse i Cambodia for et års tid siden, og hver gang vi ankom til et nyt sted, ringede en mr. Kim til os. Jeg så aldrig mr. Kim og jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvem han var, men han må have tilhørt rejsebureauet, for han ville bare tjekke, at alt gik godt. I en eller anden historie må jeg have en person, som hedder mr. Kim, som man kun møder i gennem telefonopkald.

 
9. William og Athena-serien handler om arkæologi og eventyr. Er du selv interesseret i arkæologi?
Altså, jeg har aldrig seriøst overvejet at blive arkæolog (useriøst? Ja, bestemt, men der var også en gang, hvor jeg useriøst overvejede at blive gal videnskabskvinde, såeh ...). Men jeg synes det er fascinerende, at der gemmer sig ting i verden, som har ligget skjult i gennem hundreder, hvis ikke tusinder, af år, og som giver indblik i mennesker, der levede på den tid. Hvad var deres drømme, deres hemmeligheder og deres skatte? Og hvordan er det lykkedes dem at bygge så gigantiske, smukke bygninger at vi i vores dage ikke kan forestille os andet, end at de har fået hjælp af marsmænd?

 
10. Hvor mange og hvilke lande har du været i med De Berejstes Klub? Og hvorfor meldte du dig ind i klubben?
Det var faktisk min mor, der fortalte mig om klubben og opfordrede mig til at søge ind. Klubben giver mig en mulighed for at søge råd og vejledning, både i forhold til de steder jeg skriver om, men også til når jeg selv rejser, så jeg kan finde ud af, hvilke ting jeg ikke må gå glip af at se på et bestemt sted. De fleste af de andre medlemmer har været i mange flere lande end jeg, men jeg opfylder kravet om, at man skal have været i lige så mange lande, som antal år man er gammel - min sidste opgørelse siger, at jeg har været i 34 forskellige lande, og det sjove er, at selvom jeg har været nogle lidt 'underlige' steder (som Dominica, Guatemala, Cambodia og Gambia), har jeg faktisk aldrig rigtig været i Sverige.

Og en liste over de lande, jeg har været i:
Antigua, Australien, Barbados, Brunei, Bulgarien, Cambodia, Danmark, Dominica, Filippinerne, Gambia, Grenada, Grækenland, Guatemala, Irland, Italien, Japan, Jordan, Kina, Malaysia, Malta, Mexico, Nederland, Norge, Portugal, Schweiz, Singapore, Spanien, Thailand, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, UK (Storbritannien), USA og Vietnam
 
11. Kommer der flere bind i serien om William og Athena?
Ja! Jeg har som sagt allerede skrevet bind 3 og er i gang med det fjerde. I alt har jeg planlagt, at der skal komme 6 bind i serien, så det er bare med at komme i gang med at læse dem, så I kan være med på eventyr verden rundt!

Interview med nørderne Emil og Kåre Nielsen

Foto: Søren Ebbesen

Hvordan gik det til, at I blev ”Nørder” på Ramasjang?

Vi har altid interesseret os rigtig meget for naturvidenskab, og synes det er fedt at bygge og lave ting selv. På et tidspunkt skulle der så bruges nogle nye nørder, og det endte med at det blev os, der fik lov at lave programmet.

Hvor har I lært alle de ting I kan?

Meget af der har vi lært i skolen, der er ikke rigtigt nogen vej uden om hvis man gerne vil være en rigtig god NØRD så er man nok nødt til at følge med der. Men meget har vi også lært ved at prøve os frem og forsøge at bygge ting. Vi har bygget rigtigt mange tømmerflåder og huler hjemme i vores forældres haver,, Vi har også bygget rigtigt mange ting til spejder, det har vi begge været siden vi var 6.

Hvor lang tid tager det sådan ca. at bygge jeres projekter og hvor lang tid tog det største projekt?

Det er meget forskelligt, men typisk tager det et par dage. De fleste kan nås på en to tre dage, men nogen gange er der noget der driller rigtigt meget og så tager det endnu længere tid op til en uge.

Hvad sker der med de ting,  I byggede på Nørd Camp (alle katapulter/blider og sæbekassebilerne) bagefter?

Alle de fede ting der blev bygget af alle deltagerne, er blevet pakket sammen, for hvem ved, måske kan vi bruge dem til noget en anden gang.

Vi gemmer også rigtig tit de ting vi opfinder og bygger i programmerne, for nogle gange kan vi senere bruge en lille del fra dem til en ny opfindelse

Har I nogensinde pjækket fra skolen?

Ja det er vi nok kommet til en enkelt gang eller to, men først i gymnasiet og kun i de fag hvor vi var godt med.

Hvad er det farligste eksperiment I har lavet?

Engang brændte Kåre benet og fik brandvabler, så det var måske en smule farligt. Men vi prøver altid at sørge for at sikkerheden er i orden, så der netop ikke kommer til at ske noget.

Passer det, at hvis man putter råt kød i cola og lader det stå natten over, så er kødet forsvundet om morgenen?

Det viste vi faktisk ikke, derfor hav vi prøvet. Vi tog noget hakket oksekød og kom det op i et glas cola. Kødet blev ikke opløst helt, men der skete en masse. Kødet blev affarvet og kødet reagerede med farvestoffet i colaen, så colaen blev klar og farvestoffet faldt til bunden som noget grumset bundfald. Det spændende er hvad der var sket, hvis vi havde mere cola eller mindre kød, men det må alle I nørder der ude prøve for os. 

Vi vil gerne vide om der er metal i et æble? For det er der jo nødt til at være, hvis æbletræet skal kunne transportere energi ned gennem stilken, burde der være noget energi ledende i den - som for eksempel metal. Hvis det ikke er metal, hvad er det så?

Det var et svært spørgsmål. Først jo der er metal, eller metal ioner i æbler, og i alle andre planter og dyr for den sags skyld. De findes i små mængder og er en meget vigtig del for hvordan planten, eller vores krop fungerer. Men der er ikke metal som en ledning inde i træet. Planten sender energi rundt og ud i fx æblet ved at noget der minder om sukkerstoffer sendes rundt opløst i vand.

Passer det,  at verden i virkeligheden går under i 2012?

Det vil vi ikke sige, men måske finder du svaret hvis du ser alle de nye NØRD udsendelser mindst tre gange.

Hvorfor kan man ikke kilde sig selv?

Det kan være fordi man ved det kommer. Når det er en anden der kilder en, så bliver huden overrasket og det kan kilde helt vildt, hvis man er meget kilden

Månedens forfatter er Henrik Einspor - manden bag Jack Stump

Henrik Einspor

Hvad elsker du mest ved at være forfatter?

Det allerbedste er, når mylderet af hele og halve idéer og sætninger pludselig begynder at vokse sammen og blive til en historie. Når jeg pludselig kan se, at teksten fungerer. Jeg kan godt ind imellem opleve, at historien næsten former sig selv, mens jeg skriver. Det giver altid et sus i maven, og er en rigtig fed fornemmelse.

Selvfølgelig elsker jeg også, at møde mine læsere og høre deres mening om mine bøger.

Hvad er det bedste råd du kan give til en forfatterspire? :)

Læs en masse, læs alle de bøger, du orker. Læs de bedste mere end en gang, Du lærer en masse om skriveteknik ved at studere andre forfattere. Gå helt ned i detaljerne. Lav små øvelser for dig selv. F.eks. kan du prøve at skrive en hel historie - begyndelse – midte – slutning - hvor du kun må skrive 10 kapitler med tyve linjer i hvert. Eller 500 ord pr. kapitel (PS: Dette svar fylder ca. 200 ord!) Det er vigtig, at du skaber et overblik for dig selv, så kan du altid fylde mere på senere. En tekst er jo levende og kan ændres tusinde gange. Mange tror, at den er færdig, når den er skrevet ned første gang, men det er jo først dér, at det sjove begynder. Og øv dig på at skrive lidt hver dag. Ti gode linjer om en oplevelse, en stemning eller bare en beskrivelse. Eksperimentér! Begynd i det små. Du behøver ikke skrive en fem binds fantasyserie i første hug. Korttekster kan gøre dig utrolig skarp. Og læs dem højt for nogen, først når du læser dine ord højt, kan du høre om teksten flyder - og lyt til de råd, du får. Og tro på det! Hvis du virkelig VIL være forfatter, så bliver du det også!

Har du altid gerne ville være forfatter eller fik du lige pludselig bare en idé til det?

Engang troede jeg, at jeg skulle leve af at tegne tegneserier - og uden at tænke over det, skrev jeg derfor en masse manuskripter til historier, som jeg så bagefter tegnede. Jeg var temmelig skrap til at tegne, da jeg var yngre, og udgav mit eget tegneserieblad sammen med en klassekammerat. Vi fik det bl.a. solgt i tegneseriebutikken Fantask inde i København og deltog i tegneserieudstillinger. Men som tiden gik, syntes jeg, at det var sjovere bare at skrive historierne. Og så holdt jeg helt op med at tegne. Desværre!

Der gik dog lang tid, før jeg skrev en 'rigtig' bog. I mange år drømte jeg bare om at blive forfatter. Jeg havde en million halve og kvarte historier liggende i skuffen og lige så mange oppe i hovedet. Men så en dag tog jeg mig sammen og skrev min første bog på tre måneder. Jeg sendte den ind til et forlag og fik den antaget. Og pludselig kunne jeg låne mig selv på biblioteket. Det var ret vildt!

Jeg vil høre om du selv læser de bøger du skriver, de er nemlig vildt gode?

Tusind tak. Jeg læser dem mindst 100 gange, mens jeg skriver dem, for sådan er det jo: Man skriver – læser – skriver om, læser igen, får nye idéer, skriver om, læser en gang mere, ændrer lidt i teksten, læser igen, retter et par sætninger, læser igen, bytter om på ord, læser, udskifter ord, læser, får en ny idé, skriver om, etc.

Og når man har gjort det på skærmen, så printer man ud på papir og læser igennem. Og retter skriver om, og tilføjer nye ord og afsnit og stryger sætninger. Og (pyh!) så  er det tilbage til computeren og skrive rettelser og ændringer ind i teksten. Sådan går det frem og tilbage indtil bogen er skrevet.

Når historien er helt færdig er det altid spændende at læse den højt for nogen. Men jeg læser dem aldrig, når jeg bare er mig selv. Så føler jeg ligesom, at jeg er færdig med dem og har blikket rettet mod noget nyt.

Hvor mange bøger har du lavet?

Jeg nærmer mig efterhånden 80 stykker. Men jeg har skruet lidt ned for tempoet. Så jeg skriver ikke så mange bøger om året, som tidligere. I år (2011) har jeg indtil nu skrevet en tyve-afsnits føljeton til Weekendavisen, to nye Max Skræk-bøger, to nye bind til Ali Zongo-serien, en Steampunk-roman, samt nogle skumle noveller, som jeg håber på at få udgivet engang til næste år. Og så ligger der en masse halvfærdige ting, som jeg skal se på til efteråret.

Jeg er mega meget fan af dine Jack Stump bøger, men jeg vil gerne spørge dig om, hvor du fik ideen til bogen fra?

Skønt at høre fra en fan! Idéen til Jack Stump kom, fordi jeg gerne ville skrive en virkelig uhyggelig og overnaturlig historie. Det ville ikke fungere, hvis jeg lod et barn være hovedperson, som skulle kæmpe mod seriemordere og zombier og monstre. Derfor opfandt jeg en figur, som på den ene side opførte sig som en voksen; bandede og svovlede og drak sprut, og på den anden siden tænkte som et barn. At lade ham drikke gift og gå i koma i første bog, var et vink til læseren om, at i disse bøger kunne alt ske. Forlaget syntes, at den første bog var så klam, at det var lige før den ikke blev udgivet. Bonusinfo: I mine første udkast hed den grønne detektiv Sam Syre, men jeg fandt ud af, at Jack Stump lød bedre. Er du ikke enig?

Jeg er stor fan af dine Jack Stump bøger, det var dem som fik mig rigtig i gang med at læse andet end fagbøger :-) Kommer der en ny her i 2011?

Dejligt at høre, at du kan lide JS. Jeg har ingen planer om nogen ny Jack Stump i år. Men hvem ved, hvad der sker i fremtiden? Man kunne måske godt forestille sig en Halloween Special II i 2012 eller 13. Men den oprindelige serie er afsluttet nu.

Faktisk skrev jeg bind 25 (Morderhuset) helt tilbage i 2007, og det var kun fordi en fan efterspurgte en Halloween Jack Stump, at jeg tænkte: 'God idé! Sådan en skriver jeg!"

Har du et forbillede inden for forfatterverdenen?

Jeg har kun en eneste all time yndlingsforfatter, og det er Bjarne Reuter. Hans måde at skrive på, rammer noget i mig, så det bare siger sproing! Og hans bedste bøger har jeg læst mange gange. Det er lidt sjovt, for selvom vi udgiver bøger på det samme forlag, har jeg aldrig mødt ham. Men jeg har lært en masse ved at læse hans bøger og studere hans skrivemåde. De bedste forfattere er dem, der får en til at glemme, at man læser. Hvor sproget bare flyder ind i en næsten som musik fra ens iPod, og man har læst syv kapitler før man får set sig om. Sådan noget kan Bjarne Reuter. Og så har han samtidig et opfindsomt sprog, der får en til at smile fra øre til øre.

Hvorfor er hovedpersonen i Max Skræk en pige?

Jeg plejer at sige, at Max Skræk enten er en pigeserie for drenge, eller en drengeserie for piger. Og jeg havde lyst til at have en pige, som hovedperson. Hun er lidt mystisk, undertiden måske lidt udspekuleret, men hun er cool nok. Til gengæld er hun lidt af en hidsigprop, som næsten river øret af klassens dronning og heller ikke er bange af sig, når det gælder håndteringen af levende døde. Jeg har prøvet at opfinde en pigehovedperson, der er lidt anderledes end piger normalt er i seriebøgerne. Nu håber jeg bare ikke, at hun skræmmer drengelæserne væk, for hvis de kan lide Jack Stump, så kan de også lide Max Skræk.

Hvorfor hedder dit forlag Løse Ænder?

For et par år siden, da jeg var ved at lave mit eget forlag, gik jeg en tur på Christiania med min søn. Han spurgte mig, om jeg vidste, hvorfor der er tre gule prikker i deres flag. Det havde jeg aldrig tænkt over, men han sagde, at det var en prik for hvert 'i' i navnet Christiania. I mit navn er der tre n'er (mit fulde navn er Hans Henrik Einspor)

Voila, tre n'er (tre ænder!) Siden besluttede jeg, at den ene and i logoet skulle være sluppet løs, for at vise, at den var en fri fugl. Og så lå navnet lige til højrebenet. Det er min grafiker, Pernille, der har designet logoet, som jeg synes er blevet rigtig flot.

Læse mere om mine bøger her: www.einspor.dk

Mød forfatteren til Esme og Igor

Bodil El Jørgensen er forfatter til en række børnebøger, alle fulde af spænding og humor.

Hun har skrevet ”Prinsen af Pæremosen” og de andre bind i serien om drengen Julius, hekseeksperten Pæremadsen og den kloge rotte Trampedak og deres fælles kamp mod de moderne hekse.
I 2009 vandt hun Gyldendals store konkurrence om den bedste spændingsserie for børn med serien om de to århusianske børn Esme og Igor. De opsnuser som journalister på Øgaden skoleblad den ene lumske sag efter den anden.

Hvor får du ideer fra til dine bøger?
Andre bøger. Oplevelser, mennesker og stemninger jeg husker fra min barndom spiller en vigtig rolle.
Ellers alt muligt: Tegneserier, film, noget jeg har læst i avisen eller set på TV. Ting jeg oplever i mit liv. Ting jeg hører nogen fortælle.

Er det et drømmejob at være forfatter? Og hvad er det bedste?
For mig er det. Mange ville nok synes, det var lidt ensomt og kedeligt, at tilbringe mange timer dagligt kun i selskab med sig selv. Det er det også nogle gange. Men for det meste elsker jeg det. Lige siden jeg lærte at læse har bøgernes magi fascineret mig dybt. At man bare ved at se nogle sorte tegn på en side kan komme ind i en helt anden verden, det er da for vildt! Så jeg synes faktisk, det er ret fantastisk jeg selv er blevet forfatter, nu jeg tænker efter.
Det jeg allerbedst kan lide er at opfinde hovedpersonerne i mine bøger.

Kommer der flere bøger om Esme og Igor?
Ja. I hvert fald en, og måske også to eller tre mere.

Er der en grund til at bøgerne om Esme og Igor foregår i Århus?
Cornelius Krudt-serien foregår i København. Iqbal Farooq-bøgerne foregår i København.
Hvad med Århus, spørger jeg bare? Det er trods alt landets næststørste by. Efter min mening manglede der nogle seje århusianske børnedetektiver. Derfor har jeg opfundet et par stykker af dem.
Desuden: Jeg bor selv i København, men har familie i Århus og kommer der tit på besøg. Så traver jeg rundt i Øgadekvarteret, hvor Esme og Igor bor og forestiller mig alle de mystiske ting de kommer ud for der.

Tror du børn i virkeligheden kan opklare mysterier?
Selvfølgelig kan børn opklare mysterier i virkeligheden.
Hvis de altså støder på dem … Børn lægger tit mærke til ting, som voksne overser, fordi de har for travlt, og det er det, der skaber en god detektiv. Men det skal lige siges: Når jeg skriver en Esme og Igor-historie, overdriver jeg helt klart visse ting for at gøre historien mere spændende. Esmes mod og stædighed for eksempel.
De færreste børn ville nok snige sig alene hjemmefra klokken 2 om natten for at udspionere nogle kriminelle rollespillere som Esme gør i Tredje time efter midnat. Det håber jeg i hvert fald ikke … Jeg har selv en datter og ville nok flippe temmelig meget ud, hvis hun foretog sig noget i den stil!
Men som forfatter til en spændingshistorie har jeg brug for en hovedperson, der vil gøre (næsten) hvad som helst for at opklare sagen. Selvom det er skræmmende og farligt. Så altså ja, børn kan opklare mysterier i virkeligheden, men så langt som Esme håber jeg ikke, at nogen vil gå …

Har du planer om at skrive flere bøger med magi – som i Julius og Pæremadsen?
Ja! Jeg elsker at opfinde underlige hekseregler, magiske tudsepresser, flyvende kælke, udspekulerede hekse-planer og den slags, som Julius og Pæremadsen-bøgerne jo vrimler med. Så det har jeg.
Men lige nu er det Esme og Igor 4 der står øverst på min liste.

Hvilke bøger læste du selv som barn?
Mine absolutte yndlingsbøger var Astrid Lindgrens Kalle Blomkvist-serie, om en dreng der opklarer forbrydelser, i en lille by i Sverige. Dem læste jeg igen og igen. Silas-bøgerne var jeg også vild med. Og så var jeg hestepige, og slugte alt hvad der fandtes af hestebøger dengang.

Hvornår fandt du ud af, at du ville være forfatter?
Først da jeg var omkring 35 år. Jeg startede med at lave gadeteater og arbejder stadig som teaterinstruktør i et gadeteater, der hedder Teatret Brændende Kærlighed.

Hvor lang tid tager det for dig at skrive en bog, fra idé til den er færdig?
Det kommer jo an på hvor lang den er. Men for en Esme og Igor- bog, eller en af de lange Julius og Pæremadsen- bøger: cirka et halvt år.

Har du nogle råd til børn, der gerne selv vil skrive bøger?
Læs! Jeg tror helt klart man lærer at skrive ved at læse en masse og opleve, hvordan andre forfattere har gjort. Og skrive selvfølgelig. Skrive rigtig meget. At fortælle en god historie på en god måde kræver øvelse, ligesom alt andet man gerne vil være god til. For at blive forfatter skal man selvfølgelig have en god fantasi og et godt sprog. Men man skal også være udholdende og stædig! At få ideen til en bog er måske ikke så svært. Men det er et stort arbejde at skrive den helt færdig.

Mød forfatteren til Den Store Djævlekrig, Antboy og mange flere

Kenneth Bøgh Andersen

Kenneth Bøgh Andersen (f. 1976) er en af tidens mest populære børnebogsforfattere med bøger som DJÆVELENS LÆRLING (2005), DØDENS TERNING (2007), DEN FORKERTE DØD (2009), ANTBOY (2007), HIMMELHERREN (2004), DE HVIDE MÆND (2003) og JULEØNSKET (2008) bag sig. Han har vundet flere priser: Skolebiblioteks-foreningens Børnebogspris og Orla Prisen 3 gange, alene i 2009 dryssede prisregnen over ham, da han i foråret modtog Orla Prisen for DØDENS TERNING og i efteråret Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris samt BMF prisen for DEN FORKERTE DØD. Kenneth Bøgh Andersen har også udgivet flere letlæste bøger med gysernoveller.

1. Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter?

- Jeg har altid læst meget og elsker bogen for de fantastiske og unikke oplevelser, man kan få ved bare at sidde i sofaen og læse. På et tidspunkt fik jeg så selv lyst til at forsøge at skabe en sådan oplevelse, og jeg fandt hurtigt ud af, at det at skrive var lige mig. Jeg begyndte at skrive i 10. klasse og har skrevet non-stop lige siden.

2. Hvilken en af dine bøger synes du selv er bedst?

Den bog, jeg er mest stolt af, er nok Himmelherren, som nok er den mest komplicerede bog, jeg har skrevet, og som var sindssygt svær at skrive. Den er jeg rigtig glad for. Men den bedste? Det er nok Den forkerte død.

3. Har du en yndlingsbog? Er der nogle forfattere og bøger du især er blevet inspireret af?

Jeg har ikke bare én yndlingsbog, jeg har rigtig, rigtig mange, og jeg kan ikke fremhæve en, som den bedste. Som barn læste jeg meget danske Dennis Jürgsensen , som mange forfattere på min alder skylder rigtig meget. Senere blev jeg kæmpefan af Stephen King, og ham er jeg stadig fuld af beundring overfor. 

4. Hvor får du inspirationen til dine bøger fra?

Det er forskelligt, og det kommer an på, hvilke bøger der er tale om. Men jeg bliver meget inspireret af andre forfattere og andre bøger, der kan kickstarte en eller anden tanke hos mig. Ideen til ”Slaget i Caïssa” kom fra et skakspil, jeg købte i Tunesien, og bogen blev skrevet som en slags hyldest til C. S. Lewis’ Narnia-historier, som jeg er meget glad for. Antboy er inspireret af amerikanske superhelte og især Spiderman. Djævlekrigen er – ud over Bibelen - inspireret af de gamle digte ”Den guddommelige komedie” af Dante og ”Det tabte Paradis” af Milton.

5. Hvordan fik du idéen til at skrive Den Store Djævlekrig?

Det hele startede med Djævelens lærling, som i starten ikke var planlagt til at være 1. bind i en serie. Tanken var, at det var en afsluttet historie, og ideen til den opstod ved, at jeg engang læste Bent Hallers bog ”Lille Lucifer”, hvor hovedpersonen på et tidspunkt bliver kaldt ’djævelens lærling’, fordi han gør noget, han ikke må. Da jeg så de to ord, tænkte jeg, at det kunne være fedt at skrive en historie om en person, der bogstaveligt talt endte som Djævelens lærling. Det univers, jeg fik opbygget, befandt jeg mig enormt godt i, og jeg fik hurtigt ideer til andre ting, der kunne ske, og så begyndte Den Store Djævlekrig at tage form.

6. Hvad er det bedste ved at være forfatter?

For mig er det bedste redigeringsfasen, når jeg skal prøve at ”rette” min historie. Så er alt det hårde arbejde overstået, jeg har fundet på det hele og skrevet det hele, og nu skal jeg forsøge at gøre det, som jeg forhåbentlig synes er en god historie, endnu bedre. Den del elsker jeg.

7. Hvorfor skriver du mest gysere? Hvad for en genre kan du bedst lide?

Som teenager læste jeg stort set kun horror, og det er en genre, jeg har utrolig stor respekt for. Så stor at jeg endnu ikke har turde give mig i kast med en gyseroman, men kun skrevet noveller. Jeg tror, gys er det sværeste at skrive, fordi det så nemt kan gå hen og blive latterligt. Så det stiller utrolig store krav til sproget og fortællingen, hvis det skal lykkes, at gøre det, der nemt kan blive latterligt, uhyggeligt. Fantasy har jeg aldrig læst så meget af – udover klassikerne – men da jeg begyndte på Slaget i Caïssa fik jeg øjnene op for, hvad jeg kunne bruge den genre til. Nemlig at diskutere meget store og tunge emner – såsom døden, gud, ondskab, skæbne, fri vilje - på en meget konkret og forhåbentlig spændende måde.

8. Hvor lang tid tager det for dig at komme i gang med en historie og skrive den ned? Altså hvis vi tæller forberedelserne og "historie-tænkning" med?

Det varierer rigtig meget. Som regel har jeg en ide liggende meget længe i skuffen og i baghovedet, før jeg hiver den frem i lyset og begynder at arbejde på den. Ideen til Djævelens lærling fik jeg helt tilbage i 1996-1997, men jeg begyndte først at skrive den i 2003. Når jeg starter en historie bruger jeg et par uger på at skrive et handlingsrids, der skitserer, hvad bogen skal starte med, men det bliver hurtigt meget løst. Så laver jeg en kapiteloversigt over de første 4-5 kapitler og skriver dem. Samtidig digter jeg hele tiden videre på handlingen længere fremme og laver nye kapiteloversigter til den næste håndfuld kapitler. En bog som Djævelens lærling, der er omkring 300 sider lang, og som har krævet en del research, har taget det meste af et år at skrive.

9.Antboy er jo blevet til en teaterforestilling. Hvordan er det som forfatter at se sin bog som teater?

Teaterstykket har først premiere i januar 2012, så jeg ved endnu ikke, hvordan det bliver. Forhåbentlig godt - ligesom filmatiseringen af Antboy forhåbentlig også bliver det. Men jeg glæder mig utrolig meget til at se, hvordan superhelten tager sig ud på de skrå brædder.

10. I Himmelherren bliver hovedpersonen suget ind i sin egen historie. Føler du som forfatter det nogen gange på samme måde?

Når jeg skriver, ser jeg det hele meget tydeligt og føler det hele meget tydeligt. Og det er dét, jeg prøver at skrive ned. Men jeg ”forsvinder” ikke ind i historien på samme måde som Peter i Himmelherren. Jeg bruger MEGET tid på at sidde og glo ind i væggen.

11. Hvilken af dine personer ligner dig mest?

Djævelen (efterfulgt af diabolsk latter)

12. Har du nogle gode råd til kommende forfattere?

Betragt det at skrive som et håndværk. Det kræver selvfølgelig en grad af talent, en stor portion lyst og en helt ufattelig mængde øvelse. Skriv meget og læs meget. Og giv ikke op. Jeg skrev i syv år og mellem femten og tyve bøger, før jeg fik udgivet min første. Kan du slå den?                                                                     

Mød forfatteren til De sorte symboler, Ulm og De døde brødre

Nick Clausen skriver spændende bøger ofte med en hel del gys indbygget. 

Hvad for nogle børnebøger ville du ønske, du havde skrevet?

Det er et svært spørgsmål, for der er mange gode børnebøger i verden. Hvis jeg skal vælge tre bliver det: 1) En serie på 6 bøger som kaldes Heksen-serien af Phyllis Reynolds Naylor. Jeg kan stadig huske hvor uhyggelig bøgerne var, og jeg har tænkt meget på dem da jeg skrev min egen heksehistorie De sorte symboler. 2) Kvæhl-serien af Dennis Jürgensen. Jeg var helt opslugt af universet med varulve, vampyrtrolde og kæmpedrager. Historien er meget indviklet og udspekuleret. 3) Serien som hedder Den store djævlekrig af Kenneth Bøgh Andersen. Den er sværere at læse end de andre, men den indeholder mange ting som jeg synes er rigtig spændende. Fx emner som skæbnen, liv efter døden, og hvad det vil sige at være god eller ond. Når jeg læser de bøger, så tænker jeg bare: "Gid det var mig der havde fået dén ide!"

Skal du være forfatter til evig tid?

Ja, jeg tror, at jeg bliver ved med at skrive bøger indtil jeg bliver så gammel, at jeg ikke kan huske hvordan man tænder for computeren :) 

Har du nogle gode råd til børn, der selv vil skrive bøger?

Start med at læse nogle bøger, som du synes er gode. Prøv at lægge mærke til hvordan personerne taler og hvordan handlingen beskrives og hvordan problemerne og spændingen opbygges.
Derefter kan du prøve at finde på en historie, som du selv vil skrive. Den må gerne minde lidt om nogen andre du har læst, bare ikke for meget. Prøv at skrive historien ned i stikord. For eksempel sådan her:
Første kapitel: Hovedpersonen er på besøg hos sin mormor. Han finder en mystisk sten på hendes loft og putter den i lommen.
Andet kapitel: Da hovedpersonen kommer hjem, begynder stenen at lyse. Han finder ud af at den er magisk.
Tredje kapitel: Hovedpersonen går ud i haven for at undersøge hvad stenens kræfter kan gøre ...
Når du har stikord til hele historien, kan du begynde at skrive selve historien. Hvis den bliver god kan du jo høre hvad andre synes - dine forældre, din dansklærer, eller en af dine venner.
I starten er det altid svært at skrive. Jeg skrev næsten 20 historier, før jeg endelig skrev én som var god nok til at blive udgivet. I starten er det også svært at finde på ideer. Men bare bliv ved med at prøve. Til sidst skal det nok lykkes! :) 

Hvordan ved du at din bog er god og kan du leve af at skrive bøger?

Det er noget man lærer, når man har skrevet et par bøger. For i starten troede jeg jo, at alle de historier jeg skrev var gode. Nu hvor jeg er blevet bedre, kan jeg godt se hvor dårlige de gamle historier var :)
Nej, jeg kan ikke leve af at skrive bøger. Jeg tjener nok 30.000-40.000 kroner på et år. Ved andre jobs tjener man meget mere. Men om nogle år håber jeg på, at jeg kan komme til at leve af det. 

Hvad for en genre kan du selv bedst lide?

Science fiction. Jeg elsker rumrejser, zombier, robotter og den slags. Men jeg er også vild med gys! 

Hvilken bøger vil du anbefale?

Uha, der er mange. Jeg kan nævne tre: Dystopia af Dennis Jürgensen, Den store djævlekrig-serien af Kenneth Bøgh Andersen, Heksen-serien af Phyllis Reynolds Naylor. 

Hvad er den underligste idé du nogensinde har fået - og er det blevet til en bog?

Jeg fik engang en ide til en historie, som handlede om rumvæsner, der landede på Jorden og begyndte at stjæle folks tunger. De rykkede dem simpelthen ud af munden på folk, fordi de ikke selv havde nogen tunger, og fordi de troede de kunne komme til at tale, hvis de stjal én. Tungetyvene, hed den. Nej, den blev desværre ikke til en bog - den var vist lidt for skør :) 

Hvad syntes du der er det mest fantastiske ved en bog? Jeg syntes nok at det kun er nogle stykker papirer men man føler det som en helt ny verden, der lukker sig op for en!

Jeg er helt enig. Det er utroligt hvordan bogstaver og ord kan skabe helt utrolige billeder inde i vores hoveder. Men jeg synes også det er fantastisk, hvordan man oplever en bog på sin helt egen måde. Ved en film ser og hører alle jo det samme. Men ved en bog er det forskelligt hvordan man ser personerne og hører deres stemmer. Det er en fed tanke! 

Hvad er det pæneste nogen har sagt om dig og en af dine bøger?

Jeg har faktisk fået rigtig mange pæne ord at vide. Der er fx nogen som synes, at mine bøger er de bedste de nogensinde har læst. Og det bliver jeg rigtig, rigtig glad for at høre. For jeg kan jo også huske de bedste bøger som jeg selv har læst, og jeg kan huske hvor meget de betød for mig. Så det er en stor ære at mine bøger kan betyde det samme for nogen. 

Hvordan kom du på plottet i Ulm?

Det er egentlig lidt en hemmelighed, men jeg fik ideen efter jeg havde set filmen Den sjette sans. Hvis man ser den, så kan man vist godt se, at historien har nogle af de samme ting som historien i Ulm. 

Hvor mange bøger skal du sælge for at blive glad?

Jeg blev faktisk rigtig, rigtig glad, da jeg solgte den allerførste, og jeg har været glad lige siden. Det er rigtig dejligt at folk har lyst til at læse mine bøger, men det er selvfølgelig også dejligt at nogen køber dem, så jeg kan tjene lidt penge. Så længe bøgerne bliver ved med at sælge, så er jeg glad. De behøver ikke opnå et bestemt salgstal :) 

Hvad skal din næste bog handle om?

Min næste bog bliver en vampyr-historie. To venner prøver at finde ud af om den gamle rigmand som bor i deres by er en vampyr. Så de sniger sig ind til hans hus, lægger et kors på måtten og ringer på døren. Men det skulle de aldrig have gjort ... og så kan jeg vist ikke afsløre mere :) 

Er der nogen af dine personer i bøgerne, der ligner dig og hvorfor?

Faktisk ligner de mig alle sammen en lille smule. Når jeg skriver om en person, så gør og siger han eller hun næsten altid de samme ting, som jeg selv ville have gjort eller sagt - selvom de opfører sig forskelligt. Adam i De døde brødre ligner mig på det punkt, at jeg heller ikke tror på spøgelser. Albert i Prinsessen fra Paradisgade ligner mig på det punkt, at jeg var lige så skør, da jeg blev forelsket første gang. Peter i Ulm ligner mig på det punkt, at mine forældre også blev skilt, da jeg var lille, og jeg flyttede til en lille landsby. Jennie i De sorte symboler ligner mig på det punkt, at hun skændes med sin lillebror, og så videre. 

Flere af dine bøger er uhyggelige - er du vild med uhygge?

Ja, jeg er ret vild med gys og uhygge. Jeg synes det er fedt, når en bog eller en film kan skræmme mig så meget, at hårene rejser sig i nakken. Og det behøver jo ikke kun være i gysere, at der sker noget uhyggeligt. Jeg skriver fx på en lang fantasy-historie lige nu, og der kommer også til at være uhygge med. 

Kunne du tænke dig engang at skrive en serie og hvad skal handle om?

Jeg vil rigtig gerne skrive en serie. Faktisk er jeg allerede i gang med et par stykker. Den ene af dem bliver en fantasy-historie om en dreng som finder ud af at han er adopteret fra en anden verden. Folkene i den verden hvor han er født kontakter ham fordi de har brug for hans hjælp - han har nemlig specielle evner som gør at han er den eneste der kan befri folket for de kødædende valkryper.
De døde brødre og De sorte symboler er ikke en rigtig serie, men de hører alligevel sammen på en måde. Hvis man ser på deres titler og deres forsider, kan man faktisk godt se det. Jeg håber at der kan komme mange flere til den 'serie' og faktisk har jeg allerede skrevet den tredje i rækken: De blodige bid. Det fede ved 'serien' er at bøgerne ikke behøver blive læst i den rigtige rækkefølge - de har nemlig ikke noget nummer. 

Mød forfatteren til gyserserien 'Sort chok'

Morten Dürr

Morten Dürr skriver stærke, tankevækkende bøger, der er lette at læse og på en gang både sjove og alvorlige. Han modtog i 2008 Undervisningsministeriets “Skriverpris” for bogen “Slip aldrig Samiras hånd”.

Hvad hedder den sidste bog du skrev?

Min nyeste bog hedder "Frederik fra forstaden: Det perfekte kup". Den handler om 13-årige Frederik, som planlægger et kup, så han får råd til at købe en guitar. Det går desværre ikke helt, som Frederik forestiller sig.

Hvor gammel var du, da du fandt ud af, at du ville være forfatter? Hvordan startede du din forfatterkarriere?

Som barn elskede jeg bøger. Den gang forestillede jeg mig også, at jeg selv ville skrive. Men jeg gjorde ikke noget ved det, før jeg blev 35 år. Da købte jeg en amerikansk fagbog om skrivekunsten, så jeg kunne få nogle gode råd om at komme i gang. Bogen havde basalt set én pointe: skriv tre side om dagen, fortsæt til du er færdig med historien. Det råd forsøger jeg at følge, og sådan bliver de fleste af mine historier til. Jeg går blot i gang med at skrive og ser, hvad der kommer ud af det.

Hvem er din yndlingsforfatter? Og er der en forfatter, der har inspireret dig?

Der er mange! Når jeg i dag læser børnebøger, synes jeg især Neil Gaimans "Nobody" og "Coraline" har været inspirerende, samt serien om "Artemis Fowl" af Eoin Colfer. En af de første bøger jeg læste, var Astrid Lindgrens "Brødrene Løvehjerte" og det var en stor oplevelse. Som skoledreng læste jeg mange tegneserier og science fiction. Jeg elsker stadig illustrerede bøger, og det er altid fascinerende at opleve, hvordan gode tegninger sætter liv i det historier, jeg selv skriver.

Dine bøger er meget forskellige – hvordan får du ideer? Skriver du på flere historier på én gang?

Jeg skriver som regel på en historie af gangen. Ideerne kommer mange steder fra: oplevelser fra min egen barndom. Når jeg snakker med mine børn. Ting jeg læser om i avisen. Den mindste indskydelse kan sætte arbejdet i gang. Men selve plottet og ideen til historien, får jeg kun, mens jeg skriver. Historien skal skrives frem, jeg har svært ved at planlægge den, skønt jeg ved, at mange forfattere arbejder på dén måde.

Flere af dine bøger handler om børn fra andre lande – hvorfra ved du noget om dem?

Fra hverdagen med mine egne børn, som går i skole og fritidshjem med børn med vidt forskellige baggrund. I bøger som "Slip aldrig Samiras hånd" og "Da Fatima blev fugl" har jeg beskrevet nogle børn med en usædvanlig baggrund, ofte dramatisk, men som har nogle helt almindelige problemer med eksempelvis skolen eller kammeraterne. Problemer som alle kan genkende, uanset hvor de kommer fra.

Flere af dine bøger handler om alvorlige emner – er det svært at gøre dem spændende at læse?

Livet er for kort til kedelige bøger. Men ikke alle bøger skal være "spændende". Nogle af mine alvorlige bøger er måske mere sørgelige, end de er spændende. Så derfor håber jeg, at de på dén måde bliver værd at læse."

Bøgerne i serien Sort Chok er uhyggelige. Bliver du selv bange, når du skriver gyserhistorier?

Ja, lidt. Når jeg skriver gyserbøger, kan jeg godt lide at tage op i vores sommerhus i Sverige. Det ligger ude i skoven, hvor der bliver helt sort om natten. Når man er helt alene i huset, kan man høre det knirke og knage, fordi det er lavet af træ. Så kommer man ind i en perfekt stemning af uhygge. Men samtidig er det også morsomt at udtænke en gyserhistorie, fordi plottet rummer sådanne overdrevne elementer: spøgelser, zombier og den slags.

Minder du selv om en af de personer, du har skrevet om?

Nok ikke direkte. Men når man skriver, bruger man sine egne erfaringer og følelser. Skriver jeg eksempelvis om mobning eller drilleri, husker jeg på, hvordan det var at gå i skole som barn. Den følelse kan jeg bruge, for at gøre historien vedkommende og troværdig.

Mød forfatteren til fantasyserien "Skeletter i skabet" og "Bitchen imellem os".

Nicole Boyle Rødtnes

Nicole Boyle Rødtnes er 25 år og bor på Amager. Hun debuterede i 2010 med "Dødsbørn" - 1. del i fantasyserien "Skeletter i skabet" og har siden udgivet 2. del "Blodtåge" samt ungdomsromanen "Bitchen imellen os." Endnu en fantasyserie fra Nicole er på vej, "Medaljonen" er i tre bind, som alle udkommer i starten af april 2011. Alle bøgerne er udgivet på forlaget Facet. Nicole har gået på Forfatterskolen for Børnelitteratur 2008-2010 og har også været med til at stifte foreningen "Håbefulde Unge Forfattere".

Hvordan fandt du ud af, at du gerne ville være forfatter?

Jeg har skrevet, siden jeg var 13 år og blev færdig med min første bog, da jeg gik i 9. klasse. Dengang vidste jeg ikke, at jeg ville være forfatter. Jeg kunne bare godt lide at skrive. Da jeg startede i 1.g., mødte jeg en studievejleder, der overtalte mig til at sende bogen til et forlag. Og da jeg så nogle måneder efter stod med et afslag i hånden, opdagede jeg, at det ikke var for sjov længere.  Det var enormt svært at få et afslag på en bog, jeg havde brugt over et år på at skrive. Så efter at have været sur og smækket med dørene i nogle dage, besluttede jeg mig for, at hvis jeg virkelig ville det, så skulle jeg bare blive ved med at skrive, for så skulle det nok lykkedes!  Og det gjorde det så også – det tog bare lige 9 år.

Hvor lang tid har det taget dig at skrive dine bøger? Og hvor meget tid bruger du på at skrive på en helt almindelig uge?

Der findes vist ikke ”almindelige” uger i min skrivning. Jeg ville gerne sige, at jeg skriver hver dag eller bare hver uge, men det gør jeg ikke. Det er enormt forskelligt, hvor meget jeg skriver. Nogle uger skriver jeg hver dag, andre uger skriver jeg slet ikke. Men jeg bestræber mig mod at prøve at skrive lidt hver uge. Nogen gange bliver det så til 50 sider andre gange til 5 linjer.
Normalt tager det mig mellem 2-8 måneder at skrive første udkast til en bog. Derefter kommer så en række om- og gennemskrivninger.

Serien ”Skeletter i skabet” indeholder både talende skeletter og børn, der dræber andre mennesker, når de rør ved dem. Hvordan fik du ideen til serien?

Ideen til serien opstod som tre adskilte ideer:  Ideen med slægtsskeletterne. Ideen med en dreng, der blev kloakpasser og ideen med dødsbørn – børn, der kan dræbe gennem berøring.  I lang tid troede jeg ikke, ideerne skulle have noget med hinanden at gøre. Jeg troede, det skulle være tre forskellige bøger, men hver gang jeg forsøgte at arbejde med ideerne, kunne jeg mærke, at der manglede noget. Så en dag tænkte jeg, hvad ville der ske, hvis jeg slog ideerne sammen? Og pludselig gik puslespillet op. Ideen til slægtsskeletterne kom fra ordsproget ”skeletter i skabet”. En dag sagde jeg til min kæreste ”Ej, kunne det ikke være vildt sjovt, hvis der virkelig sad et skelet inde i skabet!” Ideen til dødsbørnene kom i en skriveøvelse på Skriveskolen Hemingway. Og ideen til kloakpasserjobbet kom, da jeg brainstormede over, hvad det værste job, man kunne få, ville være.

Serien er også både rigtig spændende og uhyggelig. Hvorfor har du valgt at skrive indenfor den genre? Hvad er det du godt kan lide ved genren?

Jeg har ikke så meget tålmodighed. Jeg kan godt lide, at der sker noget hele tiden. Især når jeg læser, derfor skriver jeg i genrer, hvor det er okay, at der er et højt tempo. Det værste for mig ville være, hvis mine læsere kedede sig, når de læste mine bøger.

Hvad er forskellen på at skrive historier, der foregår i virkeligheden og historier fyldt med fantasi? Og hvad kan du bedst lide at skrive?

Det fede ved at skrive fantasy er, at man skal skabe en helt anden verden, men det er også det, der er det svære, fordi når man må alting, hvordan får man så skabt en verden, der stadig hænger sammen og virker logisk, når man læser? Det svære ved realisme er at skrive troværdigt, for her er der ingen undskyldninger.  Man kan ikke bare sige ”sådan er det i min verden”.  Til gengæld kan en god realistisk fortælling nogen gange virke hundrede gange stærkere end fantasy. I lang tid troede jeg kun at jeg kunne og ville skrive fantasy-bøger, men nu ved jeg, at jeg har brug for begge dele. Det er rart at kunne veksle imellem genrerne.

Hvilken person i dine bøger blev du mest sur på undervejs, mens du skrev? Og hvorfor?

Der er en person, som jeg blev så sur på, mens jeg skrev, at jeg simpelthen måtte stoppe med at skrive. Bogen blev aldrig færdig, for hovedpersonen og jeg ville ikke det samme. Og sådan er det nogle gange med personerne. Jeg har en tendens til at skændes med dem undervejs i skriveprocessen. I Skeletter i skabet har Devon og jeg skændtes meget. Nu har vi fundet en løsning, men hvad den er, kan jeg ikke afsløre før i den sidste bog.

Hvilken scene var den sværeste at skrive?

Scenen med Temate og katten i Dødsbørn var rigtig svær at skrive, fordi det gjorde så ondt på mig, at jeg skulle udsætte hende for den oplevelse. Katrines mishandling af Astrid i Bitchen imellem os var også meget svær at skrive, da den var så grænseoverskridende og ubehagelig.

Personerne i dine bøger kommer ud for ret mange uhyggelige ting. Er du selv den modige type? Og hvad kan gøre dig bange?

Jeg er desværre ikke så modig. Der er meget, der kan gøre mig bange. Sygdom, Hajer, slanger fx og meget mere.  Jeg er nok ikke typen, der drager ud for at redde verden, men jeg elsker at skrive om dem, der gør det.

Hvad er den bedste kommentar du nogensinde har fået fra en læser?

Jeg har fået mange dejlige mails fra læsere. En mail, der gjorde særligt indtryk, var fra en 10-årig dreng, der skrev, at normalt hadede han at læse, men nu havde han læst Dødsbørn, og han elskede den.  Det synes jeg, var ret fantastisk. Jeg havde selv svært ved at læse som lille og kan tydeligt huske, hvordan det var, kun at læse fordi man skulle. Men jeg kan også huske første gang, jeg fik fat i en bog, der virkelig sagde mig noget. Det ændrede alt, og pludselig blev jeg en kæmpe læsehest.

Bestemmer du selv, hvad der skal på forsiden af dine bøger?

Ja, jeg siger fx, at jeg gerne vil have de og de personer på forsiden, eller at jeg gerne vil have, at forsiden er rød. Men det er illustratoren, der bestemmer det meste. Han kommer med et udspil, som bygger på hans oplevelse af bogen og så prøver han at få det til at passe sammen med mine ønsker.

Hvilken børnebog ville du ønske, du selv havde skrevet? Og hvorfor?

Death Note af Tsugumi Ohba. Det er egentlig ikke en bog, men en mangaserie. Det er en utrolig dyster og tankevækkende historie, som fascinerede mig meget. Men jeg er glad for, at jeg ikke skrev den, for så ville det være blevet noget helt andet. Sådan er det jo, man kan ikke skrive andres historier. Kun sine egne.

Hvis du kunne vælge at være en figur eller person fra børnebøgernes verden for en dag, hvilken skulle det så være? Og hvorfor?

Det er svært at sige.  Måske ville jeg gerne være en helt almindelig elev på Hogwarts. Ikke Harry, Ron eller Hermione. Bare en helt almindelig elev, der kunne få lov til at opleve alle de fantastiske ting på Hogwarts.

Hvad er dine bedste råd til børn og unge, der gerne vil være forfattere?

Giv aldrig op. Det kan godt være det ikke lykkedes første gang eller anden gang eller tiende gang, men hvis du virkelig vil det, så skal du bare blive ved. Stop aldrig med at skrive, for hvis ikke du skriver, så bliver du ikke bedre. Læs, tag på kurser og skriv så meget du kan, så skal det nok lykkedes en dag.

Mød forfatteren til Meleagros Detektivbureau og Shozin Sølvhår

Lise Bidstrup

Er det svært at gøre en bog spændende, når den samtidig skal være let at læse?

At skrive en bog, der er let at læse, og gøre den spændende er selvfølgelig noget andet, end når man bare kan lade ordene flyde. Nogle gange kan det være en smule svært at finde det rigtige ord, når det ikke må være for langt og svært at forstå. Men jeg synes, at den udfordring er rigtig sjov, og det er en stor tilfredsstillelse, når det lykkes. Jeg ved jo, at hvis jeg skriver en bog, der er let at læse, og samtidig gør den spændende, så kan jeg være med til at få nogle børn, der måske ikke synes læsning er sjovt, til at skifte mening, og det er helt fantastisk.

Hvordan fandt du på at placere en afdød farfar i en tom cola-dåse?

Ideen til "Djævel på Dåse" kom faktisk på en lidt bagvendt måde. Normalt finder jeg på historien, og derefter finder jeg på titlen. Med "Djævel på Dåse" var det omvendt. Pludselig en dag dumpede ordspillet ned i mit hovede, og så begyndte jeg at tænke over, hvad en historie, der havde den titel, skulle handle om.

Hvad er det, du så godt kan lide ved fantasy?

Det, der er så fedt ved fantasy, er, at man kan gøre lige, hvad man vil i historien. Man kan sætte de almindelige regler, naturlove og så videre ud af spil, og selv finde på en måde, som verden skal opbygges på. Man starter så at sige fra bunden med at opbygge et univers, og der giver et helt utroligt spillerum, når man er en forfatter, der godt kan lide at lave fantasien tage over. Desuden er det af en eller anden grund mere "tilladt" at diskutere store emner, så som hvorfor vi mennesker er her, godt og ondt, liv og død og andet i fantasy, uden at det bliver med løftede pegefingre og alt for tungt.

Er det et drømmejob at være forfatter?

Det er i hvert fald uden tvivl mit drømmejob. Jeg leger nogen gange med ideen om, hvad jeg ville lave, hvis jeg ikke skulle skrive, men jeg kan simpelthen ikke finde på noget andet. Jeg synes, det er helt fantastisk at skabe noget, som andre også sætter pris på og får en oplevelse ud af, som man gør det med bøger.

Hvor får du inspirationen til dine bøger fra?

Inspirationen til mine bøger kommer alle steder fra. Et godt sted at hente inspiration er steder, hvor der færdes mange mennesker. Brudstykker af samtaler, og bare at kigge på mennesker er guld værd, når man skal finde på historier og personer i historier. Men også fra film, bøger og rejer får jeg meget inspiration. Når jeg rejser får jeg især meget inspiration til, hvordan forskellige steder ser ud og til andre måder at leve på.

Hvornår fandt du ud af, at du ville være forfatter?

Jeg skrev faktisk rigtig meget, da jeg gik i folkeskole, men af en eller anden grund, så stoppede jeg, da jeg begyndte i gymnasiet, og så var det ikke før, jeg havde studeret på universitetet i flere år, at jeg genoptog skrivningen. Da jeg havde skrevet min første bog, vidste jeg, at det var det her, jeg ville arbejde med. Og det har jeg vidst lige siden.

Er du i gang med flere bøger på samme tid?

Jeg skriver altid på flere bøger på samme tid. Jeg har som regel én som jeg skriver mest på, men så er der andre, som jeg enten er ved at udvikle, eller er ved at lave den afsluttende redigering og korrekturlæsning af. Jeg kan godt lide, at hvis jeg går lidt død i skriveprocessen en dag, så er der altid noget andet arbejde jeg kan tage mig til. På den måde risikerer jeg ikke at spilde tiden med at ligge og spytte i loftet og spekulere på, hvorfor jeg gik i stå.

Har du en yndlingsbog blandt dem, du selv har skrevet?

Jeg har ikke en yndlingsbog af mine egne. Jeg synes altid, at den, jeg er i gang med at skrive, er den bedste, jeg nogensinde har skrevet. Når jeg så læser den bagefter, er jeg ikke så sikker. Så lægger jeg den væk lidt, og derefter kan jeg finde de positive sider ved bogen og historien igen.

Hvilke bøger kan du selv godt lide at læse, og er der nogle forfattere der har inspireret dig?

Jeg læser selv meget bredt og mange forskellige bøger. Af de seneste, jeg syntes var rigtig gode, er Løgner af Justine Lebastiller, Lærkelyset, Vindens skygge...uh, det er svært at stoppe. Jeg er selv inspireret af forfattere som Isabell Allende, John Irving, Carlos Ruiz Zafon og Marcus Zusak. Og mange andre:)

Du skriver mange serier, men har også skrevet enkeltstående bøger, som fx Sandrosen. Kommer der flere bøger om kampen mellem Lyset og Sorte Rose?

Der er ikke nogen fortsættelse af Sandrosen på bedding. Det er en roman, som jeg selv holder meget af, og jeg synes, at den gør sig bedst, når den står alene. Til gengæld er der mange andre bøger på vej. Det kan man læse om på min hjemmeside.

Mød forfatteren til "Veninder for altid"

Camilla Wandahl

Camilla Wandahl er 24 år og bor i Albertslund. Hun debuterede i 2009 med ungdomsromanen Hjerte i vente og har siden udgivet to letlæsningsbøger og serien ”Veninder for altid” for de 9-12årige piger. Alle på forlaget Høst & Søn.

Hvornår fandt du ud af, at du ville være forfatter?

For nyligt kiggede jeg i en af mine gamle venindebøger fra 3. klasse, og der stod faktisk, at jeg gerne ville være ”forfatter eller illustrator”. Begge dele er jo noget med at fortælle historier, så jeg tror, at jeg altid har vist, at jeg ville noget i den retning. Da jeg blev ældre havde jeg en periode, hvor jeg hellere ville være journalist – men det er jo også noget med at fortælle historier.

Har du altid skrevet historier?

Jeg har skrevet historier siden 2. klasse og før det tegnede jeg dem. Den første rigtig lange historie jeg skrev hed En ufo i baghaven. Den var meget inspireret af filmen ET og handlede om en dreng, som fandt et rumvæsen i sin baghave, der var grønt med lyserøde pletter. Siden har jeg skrevet den ene novelle, billedbog, digt og roman efter den anden.

Jeg sendte min første billedbog til forlag, da jeg var 14 år og fik et meget venligt svar fra redaktøren, der foreslog mig at tage nogle skrivekurser og vende tilbage, når jeg blev ældre.

Som 15årig begyndte jeg på en ungdomsroman, der aldrig blev færdig. Jeg nåede at skrive ca. 50 sider om en 15årig pige og hendes oplevelser med veninder, fester og den første forelskelse.

Som 16årig vandt jeg to skrivekonkurrencer med fantasy og science fictionnoveller og fik rigtig meget blod på tanden til at fortsætte.

Som 18årig skrev jeg min første færdige roman – en 200 sider lang fantasyfortælling om en adopteret 16årig pige, der ikke vidste, hvor hun kom fra, men som kom til at spille hovedrollen i en stor krig mellem folkeslagene i landet. Jeg fik også et meget godt afslag på den, så den er ikke udkommet. Jeg skulle lige øve mig lidt mere før det blev godt nok til at forlagene ville have det – der var jeg 22 år.

Hvorfor ville du være forfatter? Og hvor meget tjener du på det? 

Jeg synes, det er enormt sjovt at fortælle historier. Jeg opdigter hele tiden historier inde i mit hoved, og jeg synes, det er rigtig spændende at finde på personer. Hvordan er de? Hvad kan de lide at lave? Hvad er de bange for? Og så at sende dem ud på farlige missioner, eller gøre dem helt vildt kede af det eller forelskede. Det er spændende!

For mig er det, som om mine historier først rigtigt findes, når nogen læser dem. Som om personerne først kommer helt til live i mødet med læseren – og det er nok en af grundene til, at jeg gerne ville være forfatter. Så nogen kom til at læse alle de historier, jeg fandt på!

Det er selvfølgelig også dejligt, at jeg kan få penge for at skrive. Det er jo også en del af det at være forfatter. Jeg har tidligere arbejdet i butik (som studiejob ved siden af lærerseminariet), og den dag jeg kunne sige op der og sige, at nu er mit studiejob at være forfatter og skrivelærer, var en stor dag. Hvor jeg i øvrigt også fik mere tid til at skrive! Men fordi jeg studerer får jeg jo også SU, så jeg lever ikke kun af at være forfatter. Men jeg er meget glad for at kunne tjene penge på at skrive historier og lære andre at skrive historier.

Du har skrevet en del bøger om kærlighed og venindeforhold. Hvad er det, du godt kan lide ved det emne?

Mine bøger handler jo om tweens og teenagere, og i den alder sker alting for første gang. Verden er så at sige helt ny – alt kan ske og alt kan opleves. Den første gang man bliver svigtet af en veninde, den første gang man bliver forelsket så knæene ryster, den første gang man oplever at ens ven bliver besat af en ond bog (ha, ha) er utrolig vigtige.

Desuden synes jeg, de unge fortjener at blive taget alvorligt. Det er ikke bare nemt at være 11 eller 14 år – der er en hel masse valg og beslutninger, som er rigtig store. Man skal til at finde ud af, hvem og hvordan man selv er! Og det finder man blandt andet ud af gennem sine venner og første kærester – derfor skriver jeg om de emner.

Hvordan får du dine idéer, og hvor kommer din inspiration fra?

Jeg får inspiration alle steder fra. Som regel får jeg først idéen til en person (altså ikke en der findes i virkeligheden), som jeg gerne vil skrive om, og så begynder jeg at tænke over, hvad han eller hun skal opleve. Men det kan også være fordi jeg går en tur i skoven, og så ser jeg noget anderledes, og så begynder der at rulle en historie frem i mit hoved. Som regel finder jeg på historien mens jeg skriver. I både Så fandens forelsket og Et blodigt spil vidste jeg slet ikke, hvad der skulle ske, da jeg gik i gang. Så der ændrede historien sig virkelig meget undervejs. Jeg var også nødt til at skrive den om flere gange. Men det var sjovt, fordi den ene idé fik den næste idé til at komme, og pludselig var der en færdig bog.

Når du skriver, er du så i gang med flere bøger på samme tid? 

Jeg mener sagtens man kan skrive på flere bøger samtidig, men jeg skriver som regel kun aktivt på en bog ad gangen. Når jeg så er færdig med den, vælger jeg, hvad mit næste projekt skal være. Men når det så er sagt, så har jeg fx en realistisk ungdomsroman liggende, som jeg arbejdede rigtig meget med i sommeren 2009 – og siden har den bare ligget i en mappe. Den håber jeg at skrive færdig på et tidspunkt – og så kan man jo godt sige, at jeg har været i gang med at skrive den, samtidig med, at jeg skrev Veninder for altid. Men jeg synes alligevel ikke, det rigtigt tæller, når den bare ligger i en mappe og venter.

Hvem af de fire piger i ”Veninder for altid” minder du selv mest om?

Det er et svært spørgsmål, som jeg faktisk ikke kan svare på. Der er nemlig noget af mig i alle fire piger, og jeg tror også, at de fleste af mine læsere vil kunne finde noget af sig selv i alle fire piger. Men der er også noget, der slet ikke er mig i alle fire piger Så der er ikke nogen af pigerne, der er mig. Det ville også være lidt snyd, for så kunne jeg måske beskrive den pige bedre end de tre andre – og de skal jo helst alle fire beskrives lige godt J

Kunne du tænke dig at skrive flere krimier?

Jeg har faktisk aldrig skrevet en decideret krimi, men jeg har skrevet gyseren Et blodigt spil, som er let at læse. Jeg kunne godt tænke mig at skrive flere lette gysere. Faktisk har jeg allerede skrevet en, men der udkom en anden bog, da jeg næsten havde skrevet den færdig, som den mindede for meget om – og så blev den ikke til noget. Men måske kan jeg bruge noget af den bog til en helt ny gyser for de 9-12årige … det må tiden vise J

Har du skrevet bøger for drenge eller har planer om at gøre det?

Jeg har skrevet Et blodigt spil. Den har jeg egentlig skrevet for drenge, men der er også piger, der læser den. Bogen handler om Lasse og hans venner, der finder en gammel rollespilsbog og beslutter at spille rollespillet i en kirke midt om natten. Men så går det helt galt! Og bliver en kamp på liv og død.

Jeg kunne sagtens finde på at skrive flere bøger for drenge. Men lige nu har jeg ikke planlagt, hvad det næste, jeg skal skrive er – jeg er nemlig i gang med at gøre Veninder for altid 4 - Tammy helt klar til at udkomme til februar.

Hvilken bog er din yndlingsbog?

Det skifter, men lige nu er min yndlingsbog Dødsspillet (og Løbeild, som er fortsættelsen) af Suzanne Collins. Der er så meget gang i den, så mange cliffhangere, at man bare må vide, hvad der sker. Og samtidig er der en kærlighedshistorie, som man ikke helt kan forudsige.

Den seneste bog jeg har læst er De dødes kald af Kelly Armstrong – den var også rigtig god. Da jeg gik i 6. klasse var mine yndlingstegneserier dem om Adam og Eva, der også går i 6. klasse.

Hvilken bog kan du bedst lide af dem, du selv har skrevet? 

Lige nu kan jeg bedst lide Veninder for altid 4 – Tammy, som jeg er næsten færdig med. Tammy er sådan en glad pige, som der hele tiden er gang i. Hun bruger ikke så meget tid på at tænke over alting – og hun er rigtig nem at skrive om. Men det skifter. Som regel kan jeg bedst lide den bog, jeg lige har skrevet færdigt.

Du underviser en del i skrivning for skoleklasser - hvad er det du godt kan lide ved at undervise? 

Jeg synes, at alle skal have chancen for at opleve, hvor sjovt det kan være at skrive. Det er synd for de elever, der kun kender sådan en kedelig dansk stil med et eller andet emne, som de aldrig kommer i gang med, og hvor de bare får en karakter og røde streger ved stavefejl.

Jeg synes, de skal opleve, at det, de skriver bliver spændende og er noget værd!

Derfor går jeg meget ind for at hjælpe eleverne til at forstå, hvad det er, der gør en historie spændende. Fx er det vigtigt, at man har en begyndelse, midte og slutning og ikke mindst en konflikt. Og det er vigtigt at beslutte, hvilken genre man vil skrive i, og hvad der kendetegner lige den genre. (når man så er blevet ekspert på det område, kan man altid lave mærkelige genrehybrider, hvis det er det, man vil …). Jeg synes, at eleverne har ret til at blive taget alvorligt som skrivere. Og til at tage sig selv alvorligt.

Har du nogle gode råd til børn og unge der gerne vil være forfattere?

Jeg vil gerne anbefale alle børn og unge, der selv drømmer om at blive forfattere, at skrive en hel masse. Selv skrev jeg virkelig meget som barn og ung – og jeg læste også rigtig meget. Man må simpelthen øve sig! Det er også vigtigt ikke at give op. Alle forfattere har fået afslag – også mange af de kendte!

Og så vil jeg foreslå dig at finde en skrivegruppe eller melde dig på et skrivekursus, hvor du kan møde andre unge, der kan lide at skrive.

Selv har jeg været medlem af en skrivegruppe siden jeg var 17 år. Vi er seks personer i gruppen, og for nyligt er to af de andre også udkommet som forfattere. De hedder Nicole Boyle Rødtens (Dødsbørn) og Marie W. Oscilowski (Solo). Jeg fandt gruppen via hjemmesiden www.HUF.dk  , der er en forening for unge, der kan lide at skrive. Foreningen hedder Håbefulde Unge Forfattere, og holder skrivekurser og møder, hvor man kan møde andre, der kan lide at skrive. Man kan også få respons på sine tekster på hjemmesiden eller søge efter en skrivegruppe. Og så har foreningen udgivet antologien 6 gode grunde til ikke at sove i mørke med medlemmernes tekster – og der er to antologier mere på vej.

Mød forfatteren til Skammer-bøgerne og Vildheks

Lene Kaaberbøl

Født 1960 og opvokset i Malling ved Århus og uddannet cand.mag i engelsk og dramaturgi. Debuterede som forfatter i 1975 i en alder af femten år med to bøger om Tina og hestene og har siden da skrevet over tredive bøger, mest for børn og unge. Som attenårig opdagede Lene Kaaberbøl Tolkiens “Ringenes herre” og Ursula K. LeGuins trilogi om Jordhavet, og lige siden har hendes hjerte banket for “eventyr og drageblod og verdener, der ligger mindst tre skridt til højre for regnbuen eller Mælkevejen, og under alle omstændigheder et pænt stykke fra den asfalterede danske virkelighed”, som hun siger.

Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter? Og hvordan kom du i gang? Har du altid elsket at skrive? Altså helt tilbage i folkeskolen?

Det var egentlig ikke sådan, at jeg bestemte mig for at ville ”være forfatter”. Jeg begyndte bare at skrive, allerede i 2. klasse, tror jeg. Jeg fyldte det ene kladdehæfte efter det andet. Og en dag blev en af historierne så lang, at den blev til en bog. De to første bøger om Tina og hestene udkom da jeg var 15 år gammel.

Hvor får du din inspiration fra? Hvor lang tid tager det at skrive en bog og hvordan får du idéerne? Har du flere bøger i gang på samme tid? 

Der er ikke sådan et varelager, hvor jeg bare kan hente en dåse inspiration, når jeg har brug for det. Men egentlig er det nu ikke det at få en ide, der er det sværeste. Det er at vide hvad for en af ideerne, der er god nok til, at man vil bruge et år af sit liv på den. Så længe arbejder jeg nemlig typisk på en bog. Til gengæld kan jeg godt have gang i flere samtidig. Det er sådan lidt som at have et komfur med flere blus på – man kan godt have en historie til at stå og boble lige så stille i baggrunden, mens man rører som en gal i historien på det forreste blus, fordi det er dér det virkelig brænder på lige nu.

Jeg har læst 'Skyggeporten'. Jeg elsker den! Hvordan fandt du på den?

Skyggeporten er ret typisk på den måde at det ofte begynder med en person. Jeg er som regel nødt til at vide hvem min hovedperson er før jeg overhovedet kan komme videre med en historie. Så det var Anna der fik det til at gå i gang – det at hun var stum, det at hendes mor var forsvundet, og også det at hun er super-super-mørkeræd og selvfølgelig alligevel må ind i Natlandet for at finde ud af hvad der er sket, og hvem hun egentlig er.

Hvordan fandt du på Skammerens børn?

Min mor var verdens bedste skammer. Det var nærmest umuligt at lyve over for hende, eller sådan var det i hvert fald da jeg var lille – hun kunne bare se det med det samme.

Hvorfor er du så vild med fantasy?

Jeg kan godt lide at bygge verdener. Jeg synes noget af det allerfedeste ved at finde på historier, netop er at man kan finde på det hele – man er ikke nødt til at holde sig til alle naturlovene og den der asfalterede hverdagsvirkelighed vi render rundt i til daglig. Skal man kunne flyve på et kosteskaft? Jamen selvfølgelig. Skal man kunne tale med dyrene, eller rejse i tud og rum, eller tvinge andre til at sige sandheden hvad enten de vil eller ej? Det kan alt sammen lade sig gøre i historierne, og hvis jeg siger der findes drager, så findes de, og de stinker af råddent kød og spiser små børn fordi jeg siger det er sådan.

I din nye bog 'Vildheks' passer vildheksene godt på naturen og dyrene - er du meget glad for dyr?

Det kan jeg vist roligt svare ja til. For eksempel bor jeg sammen med seks hunde …

Hvis du var en vildheks, hvilket dyr skulle så være din vildven?

Der var faktisk en snog der flyttede ind under min veranda engang … men jeg er nu ikke sikker på vi ligefrem blev venner af den grund. I testen på www.vildheks.dk får jeg en ravn.

Kunne du finde på at skrive en hestebog igen?

Måske. Jeg holder stadig meget af heste, og de har det da også med at snige sig ind i det meste af det jeg laver.

Hvilken af dine bøger kan du bedst selv lide?

Hvis jeg kun må vælge én, bliver det nok Slangens gave.

Hvad er det bedste ved at skrive bøger til børn?

At man kan få børn til at gå med på rigtig meget, bare det er spændende. Voksne er bedre til at holde bogen sådan lidt ud fra kroppen og se den udefra, børn hopper enten direkte ind i historien uden at se sig tilbage, eller også kyler de bogen over højre skulder og giver sig til noget andet.

Er der forskel på at skrive bøger til børn og til voksne? Og hvilke?

For mig er den vigtigste forskel at der er nogle emner børn ikke gider høre alt for meget om. Det er for eksempel lidt uinteressant hvad hovedpersonens mor eller far laver på jobbet, med mindre det er et eller andet sejt der kan bruges til noget i handlingen – pilot eller kampsportsekspert eller astrofysikprofessor, eller noget i den stil. Det er heller ikke helt vildt spændende at en eller anden mand i bogen har krise over at han snart bliver femogtredive og allerede er ved at tabe håret. Den slags skal man nok være voksen for at gå op i. Selvfølgelig er der også noget med sproget, navnlig hvis man skriver for små børn. Så nytter det jo ikke at slynge om sig med ord som absolutisme, vederstyggelighed eller vinylproducent, sådan bare for sjov.

Hvordan finder du på navnene til dine personer?

Tit – men ikke altid – kommer navnet stort set samtidig med at jeg første gang ser personen for mig. Drakan hed for eksempel Drakan fra første øjeblik, mens Dina faktisk et stykke tid hed Gina. Nogle gange betyder det også noget – Claras familie i Vildheks hedder Ask til efternavn fordi det skulle være noget fra naturen, og gerne noget stort og stærkt og vigtigt. Asketræ er en af de hårdeste træarter vi har i norden, og måske er det også derfor at verdenstræet i nordisk mytologi hedder Ask Ygdrasil. Andre gange er der ikke nogen særlig betydning, men navnet skal på en eller anden måde føles rigtigt alligevel.

Kender du forfatteren til "Monsterjægerne"

Foto: jacobweinreich.dk

Jacob Weinreich, født i 1972, opvokset i Århus. Er cand.mag i Dansk og Filmvidenskab og uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Har udgivet en lang række bøger til børn, unge og voksne, bl.a. serien Monsterjægerne, der fik premiere som biograffilm i efteråret 2009. Jacob Weinreich har været nomineret til både en Robert for manuskriptet til bedste novellefilm (2008) og en Orla for bedste børnebog (2009). Jacob Weinreich bor og arbejder nu i København.
 
Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter?
Det har altid fascineret mig at fortælle historier. Og jeg har altid godt kunnet lide at skrive. Derfor indså jeg allerede i teenageårene, at det måske var en mulighed at gå forfattervejen. Det var – og er – så dejligt ’nemt’ i den forstand, at det ikke kræver andet udstyr end en blyant og en stak papirer. Mine 3 første romaner er alle skrevet i hånden.

Hvordan fik du idéen til Monsterjæger-serien?
Jeg er gammel gyserfreak, og kunne samtidig godt tænke mig at skrive mit bud på en børnedetektiv-serie i ånden fra gode gamle De 5. Så fik jeg tanken: Hvad nu hvis det ikke var cykeltyve og cigaretsmuglere, børnene jagtede, men zombier og varulve? Det synes jeg straks var sjovt.

Hvilken af Monsterjægerne ligner dig mest?
Det er jo nok Oliver. Som sagt har jeg selv set en million gyserfilm og læst en masse Stephen King. Men jeg er også vild med fodbold ligesom Hakan – dog har jeg ingen fidus til Real Madrid men hepper på Liverpool og AGF.

Hvordan var det at arbejde sammen med en skoleklasse om Monsterjæger-bogen Rædsel i rutsjebanen?
Det var sjovt. Klassen fra Vedbæk skole havde en fed idé om, at historien skulle udspille sig i et tivoli, og at Lasse skulle forsvinde. Resten af historien har jeg selv – i samarbejde med min yngste storebror, Martin, som er min faste idéudviklingsmakker – bygget op. Men det var da skønt at få en god idé foræret. Tak, Vedbæk!

Hvilken forskel var der i forhold til, når du selv laver det hele?
Det gjorde det hele nemmere, at de havde taget de første spadestik for mig. Det er jo sådan med historier, at de potentielt kan starte hvor som helst. Og handle om hvad som helst. Nogle gange er det derfor en fordel at få stukket en ramme ud. I det her tilfælde var rammen altså en tur i tivoli. Jeg blev hurtigt hooked på tanken om, at hele historien skulle udspille sig over én aften. Jeg kan ofte godt lide, at tiden i en fortælling er komprimeret.

Hvad er det du godt kan lide ved at skrive gyserbøger?
Jeg synes der er en frihed i den genre. Man kan få lov at flippe ud. Gøre tingene vilde og groteske. Der er noget befriende ’politisk ukorrekt’ over gysergenren. Det er ikke tilfældigt, at det ofte er en genre, der bliver set lidt ned på. Det er ikke så ’fint’ at skrive gysere. Få anmeldere og litteraturkyndige vil pege på gysergenren som en af deres foretrukne. Et geni som Stephen King har stadig ikke fået den anerkendelse som mange langt dårligere forfattere opnår – forfattere der skriver i ’finere’ genrer. Gysergenren er lidt klassens uartige dreng. Det tiltaler mig.

Hvad kan gøre dig bange?
Jeg er bange for mange ting: At køre i bil, at flyve, sygdom, at der skal ske min kone og børn noget ondt. Og så hørte jeg en uhyggelig spøgelseslyd af et barn der græd nede i min kælder for to-tre år siden. Siden den dag har jeg troet på spøgelser. Bare tanken om den gråd, giver mig gåsehud.

Hvad læste du selv som barn?
Alt hvad der var sjovt og spændene og uhyggeligt: De 5, Jan, Kim, Torry Gredsteds bøger, tegneserier, Alfred Hitchcock og de 3 detektiver, Dennis Jürgensen, Baker Street korpset, Indianer-bøger, gyserbøger. Alt det mine lærere sagde, var spild af tid. I min verden var det den bedste anbefaling en bog kunne få.

Har du flere bøger i gang på samme tid, eller skriver du én ad gangen?
En ad gangen. Jeg kan muligvis godt forberede en anden i mens. Men jeg kan kun skrive én ad gangen.
Kommer der flere Monsterjæger-bøger i fremtiden?
Nu kommer Kranieknuseren og De dødes nat. Det er to lange Monsterjæger-historier med fantastiske hologram-forsider af illustratoren Tommy Kinnerup, der i mine øjne er et af landets største illustrator-talenter. Begge historier er både sjove og uhyggelige. Og mon ikke der kommer flere i fremtiden?

Hvilke andre bøger er du i gang med lige nu?
Jeg arbejder bl.a. på to andre serier: Piratserien Kaptajn Blodskæg om en 12 årig nutidsdreng, der via et magisk timeglas kan rejse tilbage til pirat-tiden. Og spændingsserien Skorpionen, hvor bind 1. ’Dødens skygge’ udkommer til november i år. Det er en heftig sag for større børn med masser af action og kærlighed.

Har du en yndlingsbog blandt dem, du selv har skrevet? Hvorfor?
Det er umuligt at vælge en. Jeg kan godt lide min første bog Ringside fordi den ligger så tæt op ad mig selv og mit liv da jeg var yngre. Min yndlings-Monsterjægerne er de to nye, Kranieknuseren og De dødes nat. Og så synes jeg også at Dødens skygge er blevet meget vellykket.

Kender du forfatteren til Karla-bøgerne?

Foto: Michael Mottlau/Polfoto

Renée Toft Simonsen er født og vokset op i Århus. Som teenager blev hun topmodel og rejste til New York. Da hun kom tilbage til Danmark, begyndte hun at læse psykologi. I dag er Renée gift med musikeren Thomas Helmig og tilsammen har de 4 børn.
Renée har skrevet flere børnebøger, og du kender sikkert bedst bøgerne om Karla. Den første bog ”Karlas Kabale” udkom i 2003. Siden har hun skrevet ”Karla og Katrine”, ”Karlas svære valg”, ”Karla og Jonas” og ”Karla Superstjerne”. Der er tre Karla-bøger, der er blevet til film.
Hun har også skrevet “Anthony Greenwood og den amerikanske præsident” og ”Anthony Greenwood og gidslet i Afrika”, baseret på de godnathistorier, som hendes mand har fortalt til børnene.
 
Kommer der flere Karla-bøger?
Ja det gør der, jeg arbejder lige nu på en ny – måske den sidste – regner med den skal hedde ”Karla går til angreb” og handle om problemer i skolen.

Hvordan kommer det til at gå Karla i fremtiden?
Svært at sige, jeg tænker, jeg må slutte serien mens legen er god – så måske bliver den næste bog den sidste og måske flytter Karla med sin familie til udlandet – jeg tænker over det lige nu.

Bliver Karla og Katrine ved med at være bedste veninder?
Karla og Katrine vil altid være bedste veninder, de vil holde sammen hele livet, for sådan er deres venskab…

Har du selv prøvet at løbe hjemmefra?
Det har jeg masser af gange, og det værste ved det var, at der sjældent var nogen der opdagede det og derfor ingen, der kom og fandt mig – så jeg endte altid med at pakke det hele sammen igen, nedlægge hulen og flytte hjem. Som de voksne sagde i gamle dage, han/hun kommer nok hjem, når de bliver sultne, og det gjorde man jo – men det er jo dejligt at blive savnet og fundet, så får man da noget ud af sit opgør…

Startede din egen modelkarriere ligesom Karlas?
Ikke helt ligesom Karlas nej, men på en måde noget der ligner – nemlig også ved at jeg deltog i en modelkonkurrence…

Hvilken én af personerne i bøgerne ville du selv helst være?
Jeg ville helst være Karla, fordi hun er sådan en dejlig tænksom, loyal, sjov og modig pige…

Hvordan var det at se din historie på film?
Det var fantastisk, et stort kompliment synes jeg – tænk at nogen havde lyst til at arbejde videre med den historie som var min, som jeg havde opfundet – det var også mærkeligt, fordi filmen jo er anderledes end bogen. Så filmen handlede for mig også om at give slip på Karla og lade hende gå ud i verden og klare sig selv – jeg synes Charlotte og Nordisk Film fik lavet en virkelig fin film, hvor de var tro mod universet, jeg havde skabt og det gjorde mig stolt.

Kan dine børn lide dine bøger?
Ja, det kan de, men på en mærkeligt måde er de ikke så interesserede i mig og mit liv – de har så frygtelig travlt med deres eget, hvilket jeg tænker er fuldstændig naturligt og nøjagtig som det skal være…

Karlas svære valg

Hvilken af dine bøger kan du bedst lide?
Svært at sige, jeg kan jo lide dem alle. Kan desværre også sidde år efter og finde masser af fejl, ting jeg ville gøre eller skrive anderledes nu jeg er længere fremme – men ”Karlas svære valg” var meget særlig for mig, fordi jeg mødte en pige fra Afghanistan under skrivearbejdet, der fortalte mig sin egen og sin families historie, og på en måde forsøgte jeg at skrive den positive integrations historie, fordi den føler jeg virkelig, vi mangler i Danmark med alle de negative indvandrerhistorier. Der er jo for pokker så mange gode ting vi mennesker kan få fra hinanden og så meget godt, vi kan lære fra vores forskellighed, hvis vi bare kan respektere netop det, at vi er forskellige og at det er helt i orden at være…

Skriver du på nogen bøger lige nu?
Lige nu skriver jeg på en ny Karla-bog og samtidig på et treatment til en film over min nyeste bog ”Dømt til frihed” – hvor langt den når, og om den nogensinde bliver realiseret er jo ikke til at vide, men den kreative proces er fantastisk og jeg lærer hele tiden noget nyt…

Hvordan kan det være, at du blev forfatter?
Jeg tror, jeg blev forfatter, fordi der bor en fortæller inden i mig – jeg ved det ikke, fordi jeg har trang til at skrive og beskrive det jeg ser og oplever, fordi jeg har lyst til at dele det med andre… når jeg tænker, at det var tilfældigt, kan jeg mærke, det ikke er rigtigt – det er ikke tilfældigt.

Jeg vil gerne være forfatter – har du nogle tips?
Næ, faktisk ikke – hvis du vil være forfatter tror jeg det bare handler om at gå i gang, skrive og skrive og skrive – om det, der ligger dig på sinde og står dit hjerte nær…

Hvad læste du selv, da du var barn?
Jeg læste rigtig mange eventyr, Puk-bøger, kærlighedsromaner, tons af tegneserier – og ellers alt hvad der var på biblioteket – jeg gik ofte på biblioteket og lånte en stak og så var det ellers hjem og læse, men dengang var der heller ikke computere og ikke meget fjernsyn…

Hvordan er det at være kendt?
Det kan være ret dejligt, man får opmærksomhed og særbehandling, det kan også være ret belastende og anstrengende, fordi man får opmærksomhed …lidt et tveægget sværd tror jeg…