Pengekejserens søn
Pengekejserens søn
En historie om en far, der vil ofre sin søn for rigdom og guld og om sønnens kamp mod den onde far. Forlaget skriver om bogen: En eventyrligt spændende historie om kejsersønnen Antonio, der bliver tvunget til at flygte hjemmefra, fordi hans far, kejser Midas, vil ofre ham for at blive endnu mere magtfuld og endnu rigere, end han allerede er. Antonio allierer sig med kongen af De Leende Søers Land, dennes børn samt tre åndevæsener og tager kampen op mod sin onde far. Det ender med et stort slag, hvor Antonio kommer til at spille en afgørende rolle, som bliver helt anderledes, end han havde drømt om. Stærke kræfter er på spil, og mystik og magi får større indflydelse, end nogen kunne have forestillet sig... Her er et uddrag fra bogen: Antonio, du må rejse hurtigst muligt. Jeg har pakket de nødvendige ting til dig. Skynd dig. Hendes stemme dirrede voldsomt, og hænderne rystede. Antonio så spørgende på hende, hvorefter han sagde med en stemme, som var mere overrasket end urolig: Så ved han det! Men jeg forstår ikke, hvordan han har fundet ud af det! Kejserinden skælvede let, før hun svarede. En af De tavse dværge fra De blå bjerge må have fortalt det nu til aften, da han bragte din far Det gyldne sværd.
