I biografen i 2012
Den bestøvlede kat
Du kan godt spare sammen nu, for du skal i biografen rigtig mange gange i år! Der kommer mange, mange gode film i biografen!
Vi lægger ud med Den bestøvlede kat, som får premiere 2. februar. Vi kender Den bestøvlede kat fra Shrek-filmene, hvor han er én af de mest populære karakterer (han er i hvert fald min favorit). Nu skal vi høre om hans liv fra før han mødte Shrek. Opvokset på et børnehjem (killingehjem?) er han kommet ud på et skråplan og er nu eftersøgt forbryder i det meste af landet. Nu er han i gang med at planlægge et større kup (at stjæle gåsen, der lægger guldæg) sammen med mestertyven Klumpe Dumpe og missepigen Kitty Fløjlspote. Filmen kommer både på 2D og 3D.
Er man til Min søsters børn-filmene kan man godt glæde sig nu: Min søsters børn alene hjemme kommer i biografen 9. februar. Helt alene hjemme er de nu ikke, for de bliver passet af deres onkel Erik, som nu ikke er superskrap til det med børn. Jan og Michael kommer til at smadre deres fars nye bil, og de overtaler onkel Erik til at drive hotel i deres hus, så de kan tjene penge til at reparere den. Det kommer naturligvis til at gå helt galt...
Hugo er baseret på Brian Selznick bog Opfindelsen af Hugo Cabret. Det ser ud til at være en helt fantastisk film, som jeg i hvert fald glæder mig til at se! Hugo er forældreløs og bor i al hemmelighed bag væggene på en togstation i Paris. Hans eneste selskab er en mystisk mekanisk dukke, hvortil der bare mangler nøglen til at sætte den i gang. En dag dukker en fantasifulde og mærkelig pige op, og om halsen har hun en mærkelig nøgle, som passer præcis til Hugos mekaniske dukke... Filmen får premiere 15. marts.
Den skrubskøre film Pirates! kommer i biografen 29. marts. Det er folkene bag Walter og Trofast, der har lavet en uhyrlig morsom piratfilm, om sørøverkaptajnen, som vil være Årets Pirat. En titel som ikke er sådan lige til at vinde, og da slet ikke når man er oppe imod Black Bellamy og Cutlass Liz... Det bliver sjovt!
Alle os, der elskede Orla Frøsnapper, som gik i biograferne sidste år, kan næsten ikke vente på den næste Ole Lund Kirkegaard-filmatisering: Gummi T, som får premiere 15. marts. I kender historien om Ivan Olsen, som er en slap og kikset dreng, der hverken kan læse, cykle eller spytte langspyt. Men en dag møder han en heks, som giver ham én rigtig god dag, hvor han kan det hele! Jeg glæder mig allerede!
Den sidste film, som jeg vil nævne i denne omgang er fortsættelsen på den forrygende Ice Age-serie. Ice Age 4 får premiere 28. juni. Kontinenterne er ved at drive fra hinanden (det er selvfølgelig sabelegernets skyld...), og vores venner (Manfred, Elly, Sid og Diego) kommer ud på en længere rejse ombord på et isbjerg. Det skal nok bliver meget skørt - det plejer det at være - og meget, meget underholdende :-)
Når du har læst om filmene og set trailerne, så kig efter afstemningen på filmsiden - så du kan stemme på hvilken film du helst vil se!
